Tilløb og Afløb

I en skov ved Lisbjerg nord for Aarhus holder et havørnepar til. Lokalkendte naturfotografer fortæller, der er én unge i reden, som er begyndt at flyve med ud, og der har været en mere, som døde tidligere på sommeren. Parret veksler mellem at fouragere ved Egå Engsø (nordkanten af Vejlby Risskov) og Årslev Engsø (vestkanten af Brabrand).

Den 7. august lagde jeg vejen forbi Egå Engsø og var heldig, at de begge var der ret længe, flere timer. Det blev til en del overflyvninger, megen sidden på revler og banker i søen, en fornem landingsmanøvre til bestyrtelse for stære og viber og senere en tur hen over en svanefamilie, hvor svanefar hvæsede arrigt og forarget rakte tunge. Derefter et dyk mod en ko! Lidt overmodigt, måske – det viste sig da også et splitsekund senere, at målet var en tur i vandet, hvor en fisk blev hevet op og derefter med ’fast hånd’ fragtet over til magen (sidste billede).

Dér sad de to så en tid og lagde råd op. Det endte med, at fisken blev fløjet mod redeområdet af den ene, mens den anden var ovre for at give de mange, kornfede gæs lidt tiltrængt motion. Det kom der tilsyneladende ikke mere ’dinér transportable’ ud af, men fisken så nu også pænt stor ud. At dømme efter dens røde finner kan det have været en aborre. I øvrigt en glimrende spisefisk kan jeg huske fra mine unge år med fiskestang i hånd, men petitesser som smag går ørnene næppe så højt op i. Deres bordbøn er snarere: »Føde nok til os og vor unge!«

Flere billeder her.

Græsklædte skrænter, en gammel mergelgrav i bunden og lidt skov og læbælter øverst. Mere skal der såmænd ikke til for at skabe en sand naturperle. Her har jeg henover sommeren haft fornøjelse af at følge et par rørhøge og deres unger, som for et par uger siden ’gik i luften’ og dag for dag bliver mere sikre i at navigere i det element, de er skabt til.

Endnu har de behov for forældrene til at skaffe føde nok, og endnu har de meget at lære af ’de gamle’, før de selv er habile jægere med det nødvendige jagtheld. Men det skal nok komme, inden både unge og gamle stikker sydover i løbet af september. I april vender de tilbage til det danske forår. Om alt går vel.

Foruden rørhøgene er der meget andet at opleve ved og omkring mergelgraven: fiskehejre, skarv, lille lappedykker, atlingand og sågar rørdrum. Sidste fik jeg dog ingen brugbare billeder af, men begrænsningens kunst er ikke min styrke, så der er vist rigeligt med billeder at finde her …

Ny fugl på ‘tasken’: rød glente. Med et vingefang på op til 165 cm er den blandt Danmarks største rovfugle. Efter at have været udryddet i begyndelsen af 1900-tallet er den smukke og graciøse flyver genindvandret først i 1970’erne, og bestanden har været i god fremgang de senere år, især fra 2007 og frem.

Glenten holder til i det åbne landskab og ses ofte omkring bygninger og ved veje, hvor den fungerer som ’naturens skraldemand’. Ådsler er dens hovedret, men den »er også i stand til selv at jage og dræbe sit bytte. Ungerne fodres således især med friskfangede padder, krybdyr, mus, rotter, hareunger, småfugle, kragefugle og måger. Glenten tager de byttedyr, der er mest talrige på ynglestedet«, skriver DOF.

Flere billeder i albummet her.

Sjældent har jeg set så mange fugleunger netop fløjet fra reden, som her de sidste par dage. Mange steder er luften tyk af især svaler og mursejlere, der lige har forladt reden og ivrigt afprøver vingernes lette flugt.

Her glimt af en flok svaleunger, der havde slået sig ned i en vissen trætop. Man skal jo også hvile indimellem. Og stadig fodres af de gamle!

Enkelte gæster kom og hilste på de nytilkomne, som det fremgår af fotoalbummet her.

I april så jeg et par gange den elegante rørhøg jage i Østerådalen. En han, som på billedet her. Håbet var, at der kunne være et par, som var i gang med at yngle derude.

Siden har jeg dog ikke set den, før her i weekenden. Men andre har set en hun i området, formentlig dens mage. Så måske alligevel … Så burde det snart være den tid, hvor store unger skal ud at prøve, om vingerne kan bære.

Her ender det i al fald med et bytte med hjem i fangerne, så eventuelle unger skulle have en chance for at blive mætte. For den dag …

Flere billeder her. På de sidste billeder er det musvågen, der er ude at lufte ‘dræberblikket’. Sangfugle, mus og frøer bør vogte sig vel, for der er bud efter dem fra ‘de højere magter’.

Under et besøg på Stevns i sidste uge hos gode, gamle venner, havde Kim fået et godt tip om en havørnerede i nærheden af, hvor han og fruen bor.

Den måtte vi jo også lige omkring og gik ved et lykketræf nærmest direkte til den. Ingen af os havde ventet at den ville være nem at finde i en så relativt stor skov som Vemmetofte. Så allerede dermed var dagen reddet, skønt vi ikke kunne se noget til den formode unge deroppe, muligvis to.

Reden var et imponerende bygningsværk af betydelige dimensioner, kunne vi ane, selvom det ikke var muligt at se mere end et udsnit nogen steder fra.