Madsen havde vi til religion, en rigtig degn – halvt lærer, halvt kirkesanger. En svær mand med et par vældige bjørnelabber som ‘spidskompetence’. I al fald i skolen. Vi sang ikke just i hans timer, hvorfor det ikke vil være rimeligt at bedømme hans talenter udi sangkunsten her.
En dag blev der skudt med papirkugler. Det har vel været henad vår, ellers gjorde man ikke den slags i Hans timer. Madsen blev nok noget irriteret, rejste sig i al sin vælde fra katederet, vandrede lidt rundt og slog sig af uransagelige grunde ned på hjørnet af min pult.
Så skyder man jo ikke med papirkugler. Men andre havde ikke indset, at spasen nok nærmede sig sin afslutning, så flere papirkugler føjtede lystigt og uanfægtet gennem luften. Madsen drev mig i én køre 6-8 syngende lussinger. Yderst effektiv teknik: indersiden af labben den ene vej, bagsiden den anden vej. Ingen grund til at anstrenge sig for at slå hovedet af en 8-årig ‘knajt’.
Det skal nu tilføjes, at der var en del lærere af en ganske anden støbning, også dengang. Og lykkeligvis fylder de normalt en god del mere i erindringen end Madsen!
