Måske er Casablanca ikke den største, men højest muligt den mest elskede film til dato. Den havde premiere i dag for 69 år siden, på Hollywood Theatre i New York City den 26. november 1942 – samtidig med de allieredes invasion i Nordafrika og erobringen af Casablanca.
Hvorfor blev den så stor en succes? Buddene og fortolkningerne er mange, og filmens tilblivelse er en historie helt for sig.
Den er baseret på Murray Burnett og Joan Alisons skuespil Everybody Comes to Rick’s, som på det tidspunkt aldrig havde været opført. Den anerkendte analytiker på Warner Brothers, Stephen Karnot, læste stykket og kaldte det – i al venskabelighed – for noget »sophisticated hokum« (’sofistikeret sentimentalt sludder’). Alligevel lod producer Hal Wallis sig overtale til at købe rettighederne for $20.000. Den største sum, nogen i Hollywood hidtil havde betalt for et uopført teaterstykke.
Projektet blev omdøbt til Casablanca, inspireret af succesfilmen Algiers fra 1938. Filmoptagelserne var oprindeligt planlagt til at begynde den 10. april 1942, men blev forsinkede og kom først i gang den 25. maj og afsluttet den 3. august.
Filmen var oprindelig planlagt som en lavt budgetteret B-film med Ronald Reagan og Ann Sheridan i hovedrollerne. Førstnævnte fik så senere en hovedrolle i amerikansk politik, mens Humphrey Bogart og Ingrid Bergman overtog scenerne i filmen. Da indspilningen begyndte, forventede få eller ingen af de involverede, at Casablanca skulle blive noget ud over det sædvanlige. Den var blot en af de utallige film, Hollywood producerede hvert år.
Den blev optaget i sekvenser, hovedsageligt fordi kun det halve af manuskriptet var skrevet, da optagelserne begyndte. Løbende blev improvisationer og ændringer indarbejdet og dialogen udbedret, så vi i dag kan glæde os over en film, der rummer en uovertruffen perlerække af replikker, hvoriblandt verdens mest berømte fejlcitat: »Play it again, Sam.« Hvor mange gange man end ser filmen igennem, så nægter Bogart eller Bergman konsekvent at sige andet end: »Play it, Sam.«
Men Casablanca rummer jo ikke des mindre dette implicitte ’again’, som får os til at se og gense filmen. Umberto Eco spørger i et essay om filmen: »Hvad er det ved Casablanca, der er så fascinerende?«
Langt hen ad vejen finder han filmen middelmådig med en karakterudvikling præget af inkonsistens og lav psykologisk troværdighed snarere end kompleksitet. Han fremfører dog, at netop figurernes inkonsistens forklarer filmens popularitet, idet den herved indfanger en lang række arketyper: ulykkelig kærlighed, trekantsdramaet, renhedens triumf, den trofaste tjener, skønheden og udyret, den gådefulde kvinde osv. Det centrale tema er, ifølge Eco, opofrelsen, der som en myte løber gennem hele filmen og binder den sammen. Og han slutter med at tage hatten af i en smuk og særpræget gestus:
”Når alle arketyperne således trænger ind på scenen uden den ringeste blusel, så når man homeriske dybder. To klicheer er til grin. Hundrede klicheer er bevægende. For man fornemmer dunkelt, at klicheerne taler sammen indbyrdes og holder fest for at fejre gensynet. Ligesom den yderste smerte møder vellysten, og den yderste perversion minder om mystisk energi, lader den yderste banalitet os ane en mistanke om det sublime. Noget har talt i instruktørens sted. Fænomenet fortjener om ikke andet så beundring.” (Hvordan det ender – hvordan det begynder. Udvalgte essays 1958-1998, s. 115)
Hvordan man vender og drejer det i en analyse, så bør det måske tilføjes, at en sådan aldrig kan indfange magien i det gnistrende samspil mellem Bogey og Bergman – foruden de mange og særdeles veloplagte bifigurer. Eller som Bogey alias Rick siger det, mens romantikken endnu blomstrer i Paris – og sluttelig gentager i lufthavnens tåge af afkald og vemod: »Here’s looking at you, kid!«
