I år er det 100 år siden Herman Bang (20. april 1857 – 29. januar 1912) døde, og i dag kunne det have været hans 155 års fødselsdag. Et af de store fyrtårne i danske litteratur, impressionismens banebryder. Med et sådan sammenfald kunne DR passende have sendt filmatiseringen af Ludvigsbakke (1896); det eneste af hans værker, som langt om længe skaffede ham nogen anerkendelse i samtiden. Men vi må nok nøje os med at finde den på DR Bonanza…
Romanen bliver hans gennembrud til det læsende publikum. Den adskiller sig da også fra de foregående ved en mere dæmpet og mindre desperat fortællemåde. Med læsernes gunst fulgte også den institutionelle anerkendelse, idet Amalie Skram med Ludvigsbakke under armen kort og godt gik direkte til kultusministeren og erklærede, at det var en skandale, at denne bogs forfatter blev holdt udenfor. Basta! Fra 1898 kommer Bang omsider på finansloven, om end med et mindre og ganske beskedent beløb.
Hvad impressionisme indebærer i litterær sammenhæng, har Bang selv fyndigt sammenfattet i en kort, men tæt artikel betitlet ”Impressionisme. En lille Replik”, offentliggjort i Tilskueren (august, 1890). Artiklen er formet som et personligt svarbrev til Erik Skram og dennes kritik i et tidligere nr. af samme tidsskrift, hvori det lyder, at Bang „ikke vil give fuld og rund Besked“ og „aldrig vil gøre den Dvælen og de Overvejelser,“ som kan uddybe og forklare personerne. Bang griber behændigt replikken:
Impressionisme. En lille Replik
Kære Erik Skram.
Først en hel Maaned efter Hæftets Fremkomst er »Tilskueren«’s Juni-Nummer med Deres »Et literært Rundskue« faldet mig i Hænde. Ikke som noget miskendt — tvært imod takker jeg Dem oprigtigt for al den modige Anerkendelse, som De saa ofte har skænket mig lige fra for ti Aar siden »Haabløse Slægter« udkom (De, kære Skram, var den Gang den eneste, som sagde offentligt et opmuntrende Ord om denne Bog) og indtil den Dag i Dag — men som en stærkt interesseret vil De give mig Lov at forsøge at imødegaa nogle af de Indvendinger, som De retter mod »Impressionismens« Væsen og Fremgangsmaade og særlig imod mig.
»Naar Bang«, siger De, »ikke vil give fuld og rund Besked« og »han aldrig vil gøre den Dvælen og de Overvejelser efter, saa« osv.
De har ved disse Ord ramt Sømmet netop paa Hovedet. Det er just dette »Impressionisten« ikke vil. Og Grunden til, at han ikke vil det, er den, at han tror det ugørligt. Impressionismen i Fortællekunsten er netop Barn af den fuldkomne Mistillid til »den psykologiske Roman«s »Dvælen og Overvejelser«.
Impressionisten tror, at det menneskelige Følelsesliv med al dets tusendfoldige Sammensathed er et endeløst og altfor uredt Garn. Han strækker magtløs Vaaben overfor denne gaadefulde Blanding af bevidst og ubevidst, af villet og viljeløst. Rent ud sagt — hvis jeg tør udtale hele min Mening — han tror, at saa længe psykologisk Videnskab ikke har fastere Grund og skarpere Kattens Øjne, saa længe vil psykologisk Kunst ikke være andet end et virtuosmæssigt Dilettanteri.
Al denne »Dvælen« og disse mange »Overvejelser« vil kun arte ud til de lange og uendelige Vidtløftigheder, hvor »det sidste« dog altid smutter bort mellem vore Hænder — ogsaa fordi vore Ord, naar det drejer sig om Skildring af det subtile menneskelige Følelsesliv, ikke naar saa langt en Gang som selve vor fattige Erkendelse. De er paa denne gyngende Grund for plumpe og bliver blot tunge siddende i Mudderet.
Derfor flyr Impressionisten bevidst Dvælen, Udredning og Overvejelser, som for ham dog altid taber sig i det store Mørke. Ja, træffer Impressionisten i en Roman eller en Novelle en psykologisk »Passage«, saa er den ham, sandt at sige, snarest kun et betænkeligt Bevis for, at Forfatteren paa dette Punkt ikke har naaet til at fordøje sit Stof.
Kun den i Handlen omsatte Tanke tror Impressionisten, at hans Erkendelse magter at følge. Paa denne Handlen, den bestandig fortsatte Handlen, fæster han da sin hele Opmærksomhed, og dehandlende Mennesker bliver hans Skildrings Genstand.
Hans Fremstillings Maal er da at gøre disse handlende Mennesker levende. Han higer møjsomt efter, ad hundrede Veje, at frembringe den yderste Illusion af bevæget Liv. Og naar han paalægger sig al denne Møje, er det netop, fordi han tror, at Læserens »Hjærne er et overmaade drevent Redskab« — saa drevent et Redskab, at den overfor denne »levende« Kunst vil magte det samme som overfor selve Livet: Læseren vil ogsaa i Kunsten »se mere end hans Øjne er i Stand til at sanse, forstaa mere, end han netop har Ævne til at opfatte«.
Impressionisten er netop »Medvider i denne Hemmelighed ved vort Liv i Naturen og mellem Menneskene«.
Og det mere, som han tror, Menneskene ogsaa i Kunsten kan bringes til at sé, det er netop — den Sum af Tanker, som rummes i handlingerne og som afspejles i dem.
Som al Kunst vil ogsaa den impressionistiske Fortællekunst gøre Rede for de menneskelige Følelser og for Menneskers Tankeliv. Men den skyr al direkte udredning og viser os kun Menneskenes Følelser i en Række af Spejle — deres Gerninger.
Her synes Impressionisten da, idet han fremstiller den ustandsede Handlen, at medtage alt. Men i Virkeligheden er hans Kunst som al anden: Kunsten at sammentrænge. Hans Arbejde er at udskille væsentligt fra uvæsentligt, og han medtager i sin Skildring i Virkeligheden kun de væsentlige Handlinger, det vil sige en Handlingsrække, hvor hver lille Handling er et Glughul ind i det skildrede Menneskes Tankeliv — en Række af Udfaldsporte ind i Følelseslivet hos den skildrede. Summen af Tanker, Vævet af Følelser, som den drevne Hjærne saaledes kan naa bag om de medtagne Handlinger, er det impressionistiske Værks dulgte Indhold. Dets Værd beror paa Dybden af alt det — som ikke siges.
Impressionistens Digtning vil ganske vist blive plat forkastet, hvis han kun »eftergør, hvad der kun i det givne Øjeblik umiddelbart foregaar«. Men i Virkeligheden gør Impressionisten mer end dette. Skildringen af det umiddelbart foregaaende er ham kun Midlet, det diskrete Middel, til at give det mere. De ydre Ting, han maler, er Kapslerne om den indre Historie. Paa Kapslernes Gennemsigtighed beror deres Værdi.
En Fare løber Impressionisten imidlertid.
Da han fortæller sit Værks sande Historie indirekte, plages han, som det synes, af en bestandig Frygt — den, at den skjulte Mening ikke fremlyser tydeligt nok.
Det er denne Frygt, som avler noget vist kinesisk i hans Maleri.
Han rykker nemlig, tror jeg, hver eneste Enkelthed frem i det samme Plan saa at sige helt ned til Lamperækken og hans Billede bliver uden Perspektiv. Det synes saaledes, som om han har kinesiske Øjne. Og han opmarscherer alle sine Detailler i ét — tinsoldatagtigt — Geled. Af Frygt for at ikke hver enkelt Detail skal blive set, lader han alle Enkeltheder marschere op ved Siden af hinanden og opnaar kun, at ikke nogen faar fuldt Albuerum.
Dette er en Fare, som Impressionisten maaske selv ser, men for hvilken han alligevel kun Gang paa Gang paany bukker under.
… Dette er alt, hvad jeg, kære Skram, havde at sige. Den impressionistiske Fortælleform vil vel, som alle Kunstens Former, kun have sin Tid. Men selv den Dag, hvor den er afløst af en ny Form for Fremstilling, vil Impressionismens Nytte spores. Tiden vil have skærpet Fordringen til Skildringens Anskuelighed.
Deres »literære Rundskue« ender for Forfatterne mistrøstende. En stille Dam er for Dem dansk Literatur. Og kun Malerne er med i ret Arbejde.
Mon dog ikke ogsaa Literaturen har Arbejdere? Og mon det er ret saa grumt at nedslaa deres Mod?
Deres hengivne
Herman Bang
