Og nu blomstrer linden, kærlighedens træ, Frejas træ. Således kaldet for dens hjerteformede blade… Blomsterne kan tørres og bruges til lindete. Har man mere brug for et træben, er linden også hofleverandør, da veddet næsten ikke ‘arbejder’ og dermed er meget stabilt. Man skal dog selv svinge det, træbenet…
Lind kan blive gammel, mindst 300 år under gode forhold, og kan nå højder omkring 30 meter. Den kendes nemt på sine hjerteformede blade, og hvor træet står frit, har også kronen den markante hjerteform.
Lind findes i flere arter, hvor den naturligt forekommende i Danmark er småbladet lind, som indvandrede meget tidligt efter den sidste istid. Den har således været almindeligt forekommende i danske skove siden omkring år 7.500 f.Kr. og var i årtusinder den dominerede træart. I dag har lind ikke længere den store betydning for skovbruget, den bruges mest i naturskove, læhegn og som underplantning. Derimod er den meget anvendt i parker og langs gade og vej, da den er stormfast og nøjsom og tåler beskæring som få andre træer. Du kan læse nærmere om lind blandt andet her.