Vi får ikke stort at vide om dette arme menneske. Går man de fleste, større og landsdækkende medier igennem, tegner sig dog et vagt billede:
En mand midt i livet, med familie, ifølge politiet af udenlandsk oprindelse, formentlig drejer kontroversen med kommunens socialforvaltning sig om en sag, der har med kommunens jobcenter at gøre, eller den er afgjort netop dér (at dømme efter borgmesterens udtalelser til TV2). Altså formentlig arbejdsløs. Manden må på forhånd have planlagt sin desperate handling, da han angiveligt tog den brændbare væske frem, før han kom ud af bygningen (igen ifølge TV2).
Jeg sidder med en rigtigt grim fornemmelse af, at denne notits er tegn på, at tommelskruerne på samfundets svageste nu er strammet så meget, at vi kan høre ‘knoglerne knase’. En fæl og ildevarslende lyd, der burde have runget i medierne, frem for små, uklare noter hist og pist.
Stort set alle medier greb historien, men den ulykkelige og desperate mand var knap død, før medierne forstummede! Hvorfor? Er der noget, vi ikke må vide?
Taget i betragtning, hvor meget vi har hørt om Jan Palach i Tjekkoslovakiet, munkene i Tibet og Vietnam og grønthandleren i Tunis – den 26-årige Mohamed Bouazizi, der med sit flammehav blev anledningen til Jasminrevolutionen og Det Arabiske Forår – ja, da må det mere end undre, at et selvmord i Danmark af den karakter går så hurtigt død i medierne…
Manden kan have været psykisk syg, utilregnelig, hvad ved jeg? Men da er man meget sjældent i stand til at planlægge en så desperat handling, og planlagt var den efter alt at dømme. Derfor er der grund til at tro, at han ønskede at sende et budskab til det offentlige: myndigheder, politikere – og det danske folk. End ikke det ser ud til at være lykkedes for ham. Og det er alt for sørgeligt og trist. Også for Danmark!
