Uden årstidernes vekslen ville jeg være ilde stedt, og vel er foråret smukt og fuld af håb, men for en gammel melankoliker rummer efterårets glødende og flammende farvespil en egen vemodig charme og stemning, der overgår alt. Fra Sømosen i Dronninglund Storskov.
Fra slutningen af 1800-tallet og ind i forrige århundrede var skråningerne ved mosen i øvrigt bosted for over 40 familier, der alle var markedsfolk, artister, gøglere eller musikanter. Disse familier blev tiltrukket af mosens øde beliggenhed og bosatte sig i primitive hytter og jordhuler, hvor de holdt til om vinteren. Om sommeren drog de rundt i landet og optrådte.
Fra disse farende folk stammer flere af vore kendte cirkusfamilier og gøglere så som Benneweis, Enoch, Mundeling og Hertzberg. Du kan læse nærmere herom blandt andet her.