Karen Blixen (1885 - 1962)
»Der er to parallelle verdener, indbyrdes afhængige, som gensidigt påvirker hinanden. Dette er dualisme!« Og den kan du ikke anerkende, Skipper. Var det ikke således, du udtrykte dig?
Dualisme betyder ‘tvehed’, dobbelthed. Filosofien skelner mellem det åndelige og det materielle princip, kristendommen mellem det gode og det onde. I begge tilfælde er skellet udsprunget af meget gamle forestillinger om, at alt i verden er polariseret i modsætninger: lys/mørke, let/tung, sød/sur, varm/kold, godt/ondt, rigtigt/forkert, sjæl/legeme. Når polerne er værdiladede, positive og negative, bliver helheden neutral: det ene kan ikke være uden det andet. Det er ikke muligt at erkende lys uden at vide, hvor mørket bor.
Splittelsen kommer vel for alvor med Platons idélære: hunden kan ikke være uden begrebet hund, men begrebet kan være uden repræsentanten. Vi får en højere, absolut verden. Absolut ved altid at være, hvadenten materialisation finder sted eller ej. Og dér blev kimen til kristendommen lagt; med den stadige kamp mellem gode og onde kræfter, der skal vare ved til dommedag. Og hvor mennesket ind til da skal leve i bestræbelsen på det gode og forsagelsen af det onde, vælge det rigtige fremfor det forkerte. Kristendom, etik og ansvarlighed føjer sig i skøn samdrægtighed om at splitte mennesket i ånd og krop, hjemfalden til frelse eller synd. Lidenskab, fantasi og sanselighed sættes på porten, fornuften (ånden) alene råde.
Just her var det, at Karen Blixen gennem hele sit forfatterskab fremturede med sit: »Gud og Djævelen er én og den samme.« Ordene brugte hun ikke som værende kristen i gængs forstand, men fordi de er alment forståelige. Og hvor de ordnende, opretholdende magter – ‘den universelle samvittighed’ – ikke var i samspil med de vilde, skabende kræfter – ‘den universelle fantasi’ – kunne mennesket ikke finde ‘Guds idé’, ’se storken’. Og hvor dette samspil blev brudt eller aldrig opstod, så hun årsagen til., at mennesker taber livet af hænde.
Skipper, her forekommer det mig nu, at du fik defineret dualismen netop ved det, som er den væsentligste anke mod den: fornægtelsen af samspillet mellem det rationelle og det sanselige. Eller har jeg misforstået dig?
