For mange år siden, på skovtur i Tornby Klitplantage med sønnike og Paw, en gordonsetter.
Gordonsetteren er ikke meget kendt i Danmark, hvor de fleste spørger: »Er den ægte?« Og gerne bliver lidt forbavsede ved at høre et: »Ja!« Hvorimod alle nordmænd med respekt for sig selv straks véd, hvad det er for en hund.
I nær slægt med irsk og engelsk setter, men lidt større og tungere, mere robust, knap så hurtig, til gengæld yderst udholdende. Derfor bruges den meget på de norske vidder med stenet klippegrund – foruden i Skotland, hvor den er ‘født’. En pragtfuld familiehund, hvis resten af familien kan leve med, at gordonsetteren kun for alvor knytter sig til én person. Glad for børn, venlig mod andre mennesker og hunde; den starter aldrig selv et rask slagsmål, men springer hellere tre skridt tilbage for en vrissen og frakkeklædt pekingeser med rød sløjfe.
Dog skal det siges, at forelsker man sig i en gordonsetter, så bør man være svært glad for meget lange traveture hvér dag. Og helst have syv kirkesogne til rådighed! En udpræget jagthund, som skal have megen motion. Især eminent til fuglejagt: sneppe, fasan, agerhøne, rype og andre hønsefugle.
Paw var nærmest født såkaldt ‘hareren’ og flintrende ligeglad med råvildt, så selv om han kunne være ude af øje i halve og hele timer, behøvede man aldrig frygte andet end, at nogle snepper og fasaner fik sig lidt luft under vingerne…
