I dag er det 50 år siden Karen Blixen (17.4.1885 – 7.9.1962) døde. Hun efterlod sig et i omfang beskedent forfatterskab: fire bind fortællinger, en selvbiografisk roman med et lille efterskrift, en marionetkomedie og en håndfuld essays – foruden et illegitimt barn, en krimi, som forfatteren ikke gerne lyste i kuld og køn trods dens indlysende kvaliteter. På en bogreol syner det ikke af meget, heller ikke når et par posthume udgivelser af efterladte fortællinger og breve stilles ved siden af.
I samtiden var hun dog særdeles kendt, ikke mindst takket den fra radio og TV kendte særegne stemme og spinkle fremtoning, og man kan næppe hævde andet, end at stor bevågenhed og en vis anerkendelse blev hendes forfatterskab tildel, siden hun hele seks gange (så vidt vides) blev indstillet som kandidat til nobelprisen; blandt andet i 1954, hvor Ernest Hemingway snuppede den med et ærbødigt buk.
Først og sidst var hun dog en kontroversiel skikkelse: til samme tid både elsket, omstridt og omdiskuteret blandt læsere i almindelighed, som hun var udskældt og ombejlet af kollegaer og litterater i særdeleshed. Som de fleste enspændere blev hun sjældent mødt uden et vist forbehold, ofte af ironisk og let nedladende karakter. Det samme gjaldt anerkendelsen: den kom, men forblev med få undtagelser reserveret og kølig. En forfatter, der tilsyneladende hyldede feudaltidens og aristokratiets værdier, passede ikke rigtigt ind nogetsteds i det borgerlige Danmark. Skulle – og kunne! – man virkelig tage baronessens kætteri alvorligt?
Tydeligvis en stor drømmer og gøgler af Guds nåde, derom kunne man næppe være i tvivl; med Afrikas vibrerende liv og våren ind over det vinterlige Danmark bredte varmen sig: der var andet og mere end grandiost vid og vildtvoksende fantasi at finde i og især mellem linierne; akkurat den trøst, Sophus Claussen i ”Afrodites Dampe” paradoksalt nok finder her: „Selv om alting brister, er der / Trøst at øse – / i Tragedien, hos de store / trøstesløse.” (Djævlerier)
En styrke, der springer ud af et ukueligt livsmod og en lidenskabelig vilje til at se tilværelsen ret i øjnene; også, når livet står i nederlagets og undergangens tegn: et amor fati, hvor man med Kasparsen magter „at grine igen, naar Djævelen griner ad os.“ (Syv fantastiske Fortællinger) Men hverken melodi eller instrumentering var kendt og agtet i en tid, hvor først naturalismen og siden socialrealismen havde glemt tragediens æstetiske retfærdiggørelse af tilværelsen til fordel for en etisk; med myten anbragt på plejehjem og eventyret forvist til barnekammeret havde vi på godt og ondt fået ’den affortryllede verden’ – når det ikke lige gjaldt H.C. Andersen og andre særligt udvalgte, herunder kredsen omkring tidsskriftet Heretica, som Blixen i fri flugt strejfede med sit kosteskaft.
Måske var Blixen som få andre bevidst om dette, og hun ønskede midt i sin hang til ’fun’ at blive taget alvorligt; just sådan, som Piet Hein udtrykker det i et kendt gruk: „Den, som kun / tager spøg for spøg / og alvor / kun alvorligt, / han og hun / har faktisk fattet / begge dele / dårligt.“
Men lad Blixen selv få det sidste ord med en kort maksime. Den optræder første gang i ”Eneboerne”, udgivet af en meget ung Blixen i tidsskriftet Tilskueren 1907, og den findes nedfældet af den aldrende Blixen på en papirlap dateret ”Rungstedlund Sept. 1961”; ordene synes således at have fulgt hende livet igennem:
„Vi maa præge Livet, mens vi har Magt over det, at det ikke skal lukke sig, naar vi gaar ud af det, uden Spor. –“
