I dag er officiel mindedag for befrielsen af fangerne i Auschwitz den 27. januar 1945. Mange var så svækkede, at de ikke overlevede længe, og næppe nogen slap uden traumer og handicap for resten af livet, mentale såvel som fysiske. Gode grunde til at mindes Holocaust og de andre folkedrab, der har udspillet sig både før og efter 2. verdenskrig, skorter det ikke på: det kan ske igen!
Problemet er, at uhyrlighederne både under Holocaust og fx i Rwanda kan være svære at begribe. Allerede jumbojettens ‘117 ulykkelige’ sprænger evnen til for alvor at lade sig berøre – og anfægte. Først med indsigten i en enkelt af disse kranke skæbner kan vi forstå og begribe rædslen og lemfældigheden for dem, som blev erklæret uønskede: ofre for ’tilfældets høst’, med stor opfindsomhed og velorganiseret systematik ekspederet ud af verden. Vanviddet i den kollektive blodrus, der lod og lader det ske.
En af de få, der overlevede flere års ophold i KZ-lejre, var Viktor E. Frankl (1905-1997), jøde og læge i Wien. Han begyndte at læse medicin i 1923, specialiserede sig senere i neurologi og psykiatri og bevægede sig ud i grænselandet mellem psykologi og filosofi. I første del af bogen og hovedværket Psykologi og Eksistens beretter han om sine både barske og gribende oplevelser i blandt andet Auschwitz. Trods problemer med at skaffe papir lykkedes det ham at føre løbende optegnelser over livet i lejrene, hvor han på nøgtern og faglig basis beskrev sine iagttagelser og tanker. Han mente selv, at kun et brændende ønske om at færdiggøre manuskriptet, egentlig en afhandling påbegyndt før krigen, var årsag til at han stod det hele igennem. Arbejdet gav ham en mening med livet, midt i de rå og brutale dage. Dette, tillige med håbet om gense sin hustru, sine forældre og sin bror, der alle var blevet interneret i lejrene samtidigt med ham selv. Et håb, der blev skuffet: alle i den nærmeste familie døde i lejrene. Udover Frankl selv overlevede kun en søster, der var emigreret til Australien før krigen.
Bogens anden del er af mere teoretisk art og gør rede for den psykologiske skole, logoterapien, som Frankl skabte på baggrund af sine dyrekøbte erfaringer fra helvede på jord. Hovedtanken i denne skole, også kendt som ‘den tredje wienerskole’ er af eksistensfilosofisk karakter, af Nietzsche udtrykt således: “Den, som ved, hvorfor han skal leve, tåler næsten et hvilket som helst hvordan.” Mennesket har ifølge Frankl en ‘vilje til mening’: logos. Når denne vilje frustreres, er det logoterapiens opgave at anvise en vej ud af frustrationen og meningsløsheden.
På baggrund af oplevelserne i koncentrationslejrene var Frankl overbevist om, at selv i den mest absurde, smertefulde, håbløse og umenneskelige situation har livet en mening – og derfor har også lidelsen en mening, midt i elendigheden og fornedrelsen. Med sine tanker knytter han an til ikke mindst Schopenhauer, Nietzsche og Kierkegaard og kan sammenfatte mange af sine væsentlige pointer i denne betragtning:
»Til de ting, der synes at tage meningen væk fra det menneskelige liv, hører ikke blot lidelsen, men også døden, ikke blot nød, men også død. Jeg bliver aldrig træt af at sige, at det eneste virkeligt forgængelige ved livet er mulighederne; i samme øjeblik de realiseres, er de virkelighed; de er reddede og overgivet fortiden, hvor de er bevarede og frelst fra forgængelighed. For i fortiden er intet uigenkaldeligt tabt, men alt er uigenkaldeligt bevaret. Således gør vor tilværelses forgængelighed på ingen måde vort liv meningsløst. Men den udgør vor ansvarlighed, for alt afhænger af, at vi realiserer muligheder, hvis væsen er forgængeligt. Mennesket træffer stadig sit valg inden for mængden af foreliggende muligheder; hvilke af dem skal dømmes til ikke-eksistens og hvilke vil blive virkeliggjort? Hvilket valg skal gøres til en virkelighed én gang for alle, et udødeligt “fodspor i tidernes sand”? Hvert eneste øjeblik må mennesket afgøre, på godt og på ondt, hvordan monumentet over dets eksistens skal være. Som regel lægger mennesket kun mærke til forgængelighedens stubmark og overser fortidens fyldte kornmagasiner, hvor det én gang for alle har bjerget sine gerninger, sine glæder og sine lidelser. Intet kan gøres ugjort og intet kan man blive kvit. Jeg kan sige, at have været er den sikreste måde at være på.«
