I dag kunne det have været hans fødselsdag, var han ikke død blot tre dage efter at være fyldt 60. Tommy hed han, af kød og blod min onkel; kun elleve år ældre var han nu på mange måder mere som en storebror for mig.
Om nogen var det Tommy, der lærte mig, at humoren er det stærkeste våben mod livets fortrædeligheder og modgang. I almindelighed var der humør og sjov omkring ham, men aldrig jokede han mere, end når han for alvor var ramt i hjertekulen. Første gang jeg rigtigt blev opmærksom på det, var da min morfar døde. Tommy og min mor var blevet kaldt hjem til Esbjerg i løbet af natten og nåede lige at få sagt farvel. Da jeg ankom med min far næste formiddag, var min morfar død, det rareste og mest elskelige menneske i mit liv. Helt uforståeligt og det første dødsfald i nærmeste familie for en dengang fjortenårig dreng.
Undervejs til Esbjerg havde jeg ventet at finde huset knuget af sorg, for der var i min mors familie et stærkt sammenhold og en egen nærhed. En gensidig forståelse og fortrolighed, der ikke ledte efter ord eller spurgte til fysisk afstand. Min mor og mormor var da også tydeligt mærkede, men Tommy spøgte uafbrudt og med alt, så jeg på et tidspunkt undrende fik spurgt min mor, hvorfor han var i “sådan et humør, når han nu holdt så meget af morfar.”
“Ellers kan han ikke holde det ud,” sagde min mor stille. “Det er Tommys måde at tackle sorgen på.”
Hvem der blot igen skulle på togt med Skipper her i sommerens løb…
