Fra gammel tid har det været en folke- og ikke mindst medieforlystelse at slå gækken løs den 1. april – i form af en historie, der ikke er sand, men som skal narre godtroende sjæle til at tro på den alligevel. Siden afslører man så sin lille løgn og kan slippe af sted med de værst tænkelige løjer, alene ved at udsige den lille trylleformular: aprilsnar!
Som det vil være mange bekendt, skrev Karen Blixen i sin ungdom et skuespil kaldet Sandhedens Hævn – en Marionetkomedie. Idéen heri er, at alle løgne, der siges en bestemt dag, bliver til sandhed, inden natten er omme. Som det også vil være alment kendt blandt ivrige læsere af denne femme fatale, flirtede hun senere i livet med tanken om at sælge sin sjæl til Djævelen, mod til gengæld at kunne skrive de fortællinger, som siden skulle gøre hende berømt.
Forskere har her til morgen på Det Kongelige Bibliotek fundet et støvet dokument i et afsides og ellers overset gemme, der hævet over enhver tvivl viser, at Tannes handel med Mefisto faktisk gik i orden, formidlet via en Afrikansk heksedoktor og med den særlige klausul, at idéen i Sandhedens Hævn skulle effektueres for akkurat datoen 1. april – med virkning fra og med år 2015…
Du læste det først her!