Efterårsjævndøgn. Det går mod frosne dage og nøgne træer. Men først får vi de glødende og ulmende høstfarver. En smuk tid. Måske den tid, jeg holder allermest af, når det kommer til stykket.
Mildt Efteraar
I Fjor ved denne Tid jog Blæst og Regn
om Hæk og Hegn
og buldred mod mit Vindves kolde Ruder, –
i Aar er Døgn paa Døgn som stille Børn,
der hører Eventyr om Skovens Bjørn
og artigt hverken fniser eller tuder.
Hver Dag har Sol, hver Nat har stille Frost,
og Gaardens Post
har for sin Fod et Lag af visne Blade!
Men hvert et Blad, som falder, falder tyst,
og i min Have bli’r der stille lyst,
og Spurv og Mejse kvidrer sommerglade,— som var det hele Efteraar et Gry,
en Dag paany,
en Dæmring mod en Dag, der stor og stille
gaar frem mod Jordens trætte Sommersind
og varsler Fred og kølig Lindring ind
for den, der drak sig hed ved Livets Kilde.
– Viggo Stuckenberg (1863-1905)
