Det ser pauvert ud, når der efterhånden knap findes en politiker, som ikke ynder at anskue samfundet som et ’maskinrum’ med »mange håndtag, man kan tage fat i og dreje, uden at det behøver være kerneydelsen, selve undervisningen, det går ud over.«
Interviewet her med Ulla Tørnæs får mig til mindes min ungdom, hvor gode og velmenende lærere i skøn samdrægtighed med andre voksne og snusfornuftige mennesker rådede os unge til enten at blive lærer eller bankmand. Det var mulighederne par excellence! Så var fremtiden sikret og uden nævneværdig fare for at ende i arbejdsløshed. Lidet anede de åbenbart, hvordan store EDB-anlæg allerede i 60’erne var begyndt sende mangen en god bankassistent på jobjagt. En tendens, der kun skulle blive forstærket, da bankfusionerne indfandt sig på stribe op gennem 70’erne og 80’erne. Og i skolerne konstaterede man i de samme årtier undrende, at det svandt slemt i de store årgange fra de første efterkrigsår. Hvem kunne nu også have forudset det?
Så gode fru Tørnæs, langt ind på erhvervslivets bonede direktionsgange er man slemt i vildrede med, hvad der vil være behov for om bare fem år – den tid, det tager at tage en kandidatuddannelse! Hvordan skulle de unge så kunne forudse, om der er fremtidsperspektiver i deres valg af studieretning? Vælger de derimod i retning af, hvad lyst, interesser og talenter byder dem at gøre, så går det nok sjældent helt galt for dem.
