Når man er født med et efternavn, der stort set altid skal staves, især hvis det gerne skal opfattes og gengives korrekt af andre, er man også på det nærmeste født med en vis interesse for slægtsforskning.
Tid tager det at støve kirkebøger af og søge en farbar vej i folketællingernes mange fejlbehæftede stavemåder, men gennem årene lykkedes det at finde meget. Ikke mindst takket være generøs hjælp fra mange erfarne mennesker i faget og hidtil ukendte slægtninge så fjerne steder som Australien. Det var tre af min mormors ældre søskende, som søgte dertil omkring år 1900 i håb om at finde en bedre fremtid. Mange andre drog ud, blandt andet til De Vestindiske Øer, Canada og Island, hvor jeg nok langt ude er i slægt med halvdelen af øens fåtallige skare. Og endnu flere søgte til Danmark længe før, indvandrere og flygtninge blev en fast del af den standende debats daglige repertoire. Huguenotter på min farmors spindeside i godt selskab med en italiensk tambourmajor, en spansk lejesoldat grundigt viklet ind i skørterne på min mormors side og især talrige ind- og udvandrere i Tyskland, Norge og Sverige. Alle efterlod de mig uden at blinke som en elendig 5.-6. generationsindvandrer uden dybere rødder i den danske muld.
Vær nu rare, nævn det aldrig for Støjberg!
Som kompensation voksede mine slægtssider på nettet efterhånden til knap 4.000 individer. Spændende! Især lærte jeg meget om, hvor livlig udvekslingen med udlandet har været i umindelige tider, hvor udbredt det har været at bruge giftermål som regulær pleje af netværk, i øvrigt med talrige fætter-kusine ægteskaber til følge. Særskilt huguenotterne var et eklatant eksempel på elendig integration, for de ville kun vide af hinanden, og alligevel blev påfaldende mange med tiden, hvad man må kalde prominente borgere.
Men ak, tidligt i 2015 lagde en serveropdatering til nyere PHP-version på mit webhotel hele den farverige fortid ned. Databasen var der nok, men den svarede ikke. Overhovedet ikke!
Min egen skyld, indrømmet, da jeg ikke havde sørget for hele tiden at opdatere det CMS, der ellers troligt holdt så nogenlunde styr på fortidens uregerlige gemytter. Opdateringerne kommer hyppigt, det tager hver gang en pokkers tid at sikkerhedskopiere og tilrette hist og pist, og siderne fungerede jo godt nok lige til hin usalige dag i 2015.
Faktisk havde jeg så småt opgivet at redde stumperne, men søgte i går over middag råd hos Finn Holbek, der er en erfaren slægtsforsker med talrige slægtssider på samvittigheden – foruden egen og meget omfattende hjemmeside i genren. For at det ikke skal være lyv, er han såmænd også min grandfætter i 8. led!
Og se, allerede inden dagen var gået til ende, havde Finn både fået reddet mine uheldige sider og lagt dem over på et andet domæne (dette, tidligere på Dialektika.dk), hvor de befinder sig bedre. Så nu vil jeg kåre Finn som dagens mand i skysovs og sige: af hjertet tak, fætter! Det var noget af et mesterstykke og en vennetjeneste, der tåler at blive luftet i videre kredse.
Og her er resultatet, hvor min tipoldefar holder for som eksempel på de mange timers arbejde, som nu igen venter forude; thi nyt kommer til stadighed til:
