Hvordan vil eftertiden mon bedømme den ’faste og fair’ udlændingepolitik under VKO? Sat på agendaen op gennem 1990’erne fra flere sider og for alvor ført på tinge med stiftelsen af DF i oktober 1995. En magtfuld faktor i regeringsgrundlaget fra 2001, hvis indflydelse foreløbigt er kulmineret med rydningen af Brorsons Kirke den 13/8 2009 – årsdagen for Berlinmurens påbegyndelse den 13/8 1961. Magtens dag! Dagen, hvor ufordrageligheden sejrer. Dagen, hvor ’vi’ bliver til ’os’ og ’dem’. Dagen, hvor angst æder sjæle op …
På sin vis turde spørgsmålet være overflødigt, grænsende til ligegyldigt. Set i bakspejlet kan jo enhver let gøre sig klog på fortidens synder og fejltrin, manglende visioner og selvkritik – eller modsat rettede tendenser: fremsynethed, besindighed og kløgt. Alligevel, en smule selvransagelse er vel altid på sin plads, og hvem vil ikke gerne mindes for det gode, både som individ og som en del af et samfund og den herskende tidsånd? Deraf spørgsmålet.
Hvad eftertidens samfundsforskere, historikere, litterater, politikere og andet godtfolk vil fremhæve af karakteristika for danske samfundsforhold i tiden op til og især i det første årti efter år 2000, kan af gode grunde ikke besvares, men man kan gøre sig sine tanker. Og man bør gøre det; af hensyn til eget eftermæle, men dog især for at rette op på de skavanker, som vistnok ingen epoke hidtil har kunnet undsige sig selv for! Om det så skal være i den elvte time…
Manende advarsler har det just ikke skortet på. Hvem mindes ikke daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussens berømte ord: »Uanset hvor mange anstrengelser I gør jer, stuerene bliver I aldrig, set med mine øjne!« (Folketinget.dk) Fremsat med direkte adresse til DF under debatten efter åbningstalen i Folketinget 7. oktober 1999. Ord, der om en måneds tid fejrer 10-års jubilæum, men for længst og effektivt er sat i skammekrogen; ja, må opfattes som et udslag af hovmod, vil somme mene, da DF jo siden har haft solid fremgang ved 4 folketingsvalg i rap (1998, 2001, 2005 og 2007) og fra 2001 udgjort et bærende element i den nuværende regerings parlamentariske flertal.
Og hovmod står for fald! Eller er det en åndelig forarmelse, som i dag synes at stille Nyrups ord i et grelt skær?
Ubehagelige spørgsmål, thi hvem drister sig til at udfordre både vælgernes og regeringens moralske habitus og dømmekraft? Ja, det gør i al fald – og med rette – de mennesker, som personligt er blevet ramt af nye standarder for det at være stueren. Spørgsmålet er så, om netop den personligt ramte i en sådan situation har overskuddet til at kæmpe for sin sag, overhovedet reel mulighed derfor? Af den grund og mange andre må det være en borgerpligt i et demokrati, at man tør og vil blande sig i standende debatter, når de synes at blive afsporet af meningstyranni og ensidighed, udartende i skræmmekampagner og hadsk retorik – for ikke at sige regulær hetz!
Et demokrati er ikke noget, et land en gang for alle erhverver, til evig arv og eje; det kan kun drage ånde og holdes levende, når fremherskende stemninger og populistiske kastevinde til stadighed udfordres og debatteres. Ellers mudrer det til, og vi sidder tilbage med afarten demokratur: pøbelvældet. En meget ringe erstatning for den ægte vare, hvor fundamentet er respekt for medmenneskets værd alle uenigheder til trods; en kerne, Dronning Margrethe II enkelt og præcist har formuleret således: »Det skulle være demokratiets kendetegn, ikke at de fleste har ret, men at alle giver plads for hinanden.« (Nytårstalen 1981)
Så hvad var det mere konkret, Nyrup sigtede til med sin advarsel?
Den falder som konklusion på en række iagttagelser, hvor fokus er rettet mod det menneskesyn, som DF står for. Et menneskesyn, hvor der ud fra generaliseringer og abstraktioner uafladeligt drages skel mellem danskere og herboende af anden etnisk oprindelse: de fremmede. Hvor et ’vi’ splittes i et ’os’ og ’dem’ i en bestræbelse, Nyrup uforfærdet karakteriserer som »et forsøg på at bygge frygt og had op i den danske befolkning«. Og med henvisning til de voldsomme etniske konflikter i det tidligere Jugoslavien må han spørge, om DF »er parat til at indføre et etnisk princip i dansk politik, som vi for få måneder siden har kæmpet for aldrig skulle indføres i et andet land?« Et princip, hvis lødighed han anfægter med spørgsmålet: »Og hvad med alle os andre, der ikke kan vide os helt sikre på, om vi et eller andet sted i vores fortids generationer har en ane fra et fremmed land?«
Nyrups diagnose af manglende stuerenhed var, dengang som nu, overordentlig præcis, ikke en tom floskel slynget ud i et øjebliks ubesindighed. Hvilket er mere, end man kan hævde om det kryptiske dobbeltbegreb: ’etnisk dansker’.
I årene siden er det blevet knæsat gennem vedvarende brug i efterhånden enhver debat, hvor udlændinge og/eller udlændingepolitik er et emne. Et hurtigt opslag i Etymologisk Ordbog kan bidrage til en smule tiltrængt begrebsafklaring: etnisk, adjektiv og nydannet fremmedord af græsk éthnos, der betyder ’folk’. Man bruger i almindelighed adjektiver til at udpege og specificere bestemte egenskaber ved et substantiv, eksempelvis en ’ung dansker’ – et tilsvarende begreb, som i ubestemt form gør opmærksom på, at ikke enhver tilhørende det danske folk er ung til alle tider. En ’etnisk dansker’ sidder derimod og hyler sin tomhed mod månen, thi adjektivet og substantivet refererer her til ét og det samme: det, at tilhøre et bestemt folk. Mørket sænker sig derfor om den ensomme ulv, idet vi ikke får noget nærmere udmøntet: en bestemt egenskab eller en bestemt grund til at regne den ulykkelige blandt netop det danske folk …
Ordkløveri? Javist, i den forstand, at vi nok alle udmærket véd, hvad man tilstræber med begrebet ’etnisk dansker’, nemlig at specificere det umulige: hvad der gør os til danskere. Er det besiddelsen af dansk statsborgerskab? Kendskab til og indsigt i dansk kultur? Aner, der i tid omkranser i det mindste Jellingestenene? Eller et særligt dansk sindelag og hævdelsen af specielt danske værdier? Uanset hvilke af disse og andre mulige kriterier, man vil vægte højest og vogte bedst, bliver problemerne hurtigt og nøjagtigt så uoverskuelige og uklare, som det dobbeltbegreb, man vil redde sig tørskoet i land med.
Sindelag og værdier er diffuse størrelser, som man kan nære megen agtelse for, men lig mosens fortryllende lygtemænd smutter de nemt for både ord og hænder; især, når de skal bruges til at definere noget særegent dansk i forhold til så mange andre af klodens lande og riger. Navnlig den del, vi i andre kontekster ligefrem vil identificere os med: den vestlige verden.
Anerækken kan for de udvalgte få sikkert være imponerende! Her vil jeg for en kort bemærkning holde mig til det personlige plan, hvor lidt slægtsforskning har givet konkret viden. Født og opvokset i Danmark, omgivet af forældre og bedsteforældre, der havde samme sikre rod i den danske muld, troede jeg mig ganske velforvaret og velbevaret. Men ak, af mine 4 bedsteforældre er de 3 ved nærmere eftersyn helt utilregnelige og efterlader ufortrødent min egen status som ret beset en 6. generationsindvandrer. Og den fjerde af mine bedsteforældre redder mig måske kun midlertidigt, da den slægt endnu ikke er kortlagt længere tilbage end til tipoldefædre. Hvordan diverse statistikker sondrer mellem et usaligt tilfælde som mit og de ofte udskældte 2. generationsindvandrere, lader jeg nødigt tankerne opholde sig ved…
Kendskab til og indsigt i dansk kultur bilder jeg mig dog uforsagt ind at have, endog i ganske rigt mål. Sligt kan imidlertid erhverves gennem job, studier, længere eller gentagne ophold i landet; ja, måske blot en vedvarende interesse for Danas Have. Kvaliteten af denne viden og forståelse ufortalt må vi altså afkræve andet og mere af den, der vil regnes for en ’rigtig dansker’.
Statsborgerskabet, eller dansk indfødsret, synes dermed at komme ind som det mere og formentlig mest robuste bud på, hvornår man er dansker. Problemet er blot, at det bud ikke besvarer gåden: hvad der gør os til danskere.
Den ’etniske dansker’ forbliver da dæmonen, eller det etniske princip Nyrup advarede mod, som vedvarende og effektivt bruges til at dæmonisere minoriteter i landet. Især mennesker med baggrund i lande, der traditionelt er eller opfattes som muslimske, hudflettes med svøben: muslim først, menneske siden – en spejlvending af Grundtvigs ord: »Menneske først og Christen saa«.
Thi spørgsmålet er, om der bliver et så, eller siden hen …
Et spørgsmål, som i disse dage er brændende aktuelt for en flok skræmte irakere, der råt og brutalt blev revet ud af Brorsons Kirke natten til den 13. august – og dermed af deres drømme og forhåbninger om, at Danmark kunne blive deres nye fædreland. I stedet hånes de rask væk som ’bekvemmelighedsflygtninge’ trods de oplevelser, der under flugten fra Irak i sin tid blev stuvet i vadsækken og siden har været dem til trøst i asylcentrenes årelange limbo. En ukuelighed, der turde kalde på respekt, mødes med spot og selvgod foragt – meget tyder på, at næste fly til Irak står klart.
Får det lov at lette [hvilket så skete 2. september 2009, kurs Bagdad], kan vi da fremover se os selv i øjnene?
Et spørgsmål, som burde få alle alarm- og kirkeklokker til at ringe, når man læser Anne Franks ord fra den 22. maj 1944 – og har blik for de alt for mange ligheder mellem irakernes situation og den, som herskede for hende og 7 andre i baghuset til Prinsengracht 263:
»I underjordiske kredse bliver der mumlet om, at tyske jøder, der var emigreret til Holland og nu er i Polen, ikke må komme tilbage til Holland; de havde asylret i Holland, men skal tilbage til Tyskland, når Hitler er ryddet af vejen. / Når man hører det, kan man så andet end spørge sig selv, hvorfor denne lange og vanskelige krig bliver udkæmpet? Vi hører altid, at vi alle kæmper for frihed, sandhed og ret! Begynder der nu, endnu før kampen er forbi, at opstå splid, skal jøden nu alligevel være ringere end andre? Åh, det er sørgeligt, at den gamle visdom atter synes at blive bekræftet: hvad en kristen gør, er kun han selv ansvarlig for; hvad en jøde gør, falder tilbage på alle jøder. […] Og hvis det virkelig kommer til at gå så galt, så vil den ynkelige lille rest af jøder forlade Holland. Også vi kommer så til at rejse videre med vores vadsæk, bort fra dette smukke land, der har taget så hjerteligt imod os, og nu vender os ryggen. / Jeg holder af Holland, jeg har håbet, at det ville blive som et fædreland for mig, den fædrelandsløse, jeg håber det stadig!«
I kort form blev grundlaget for Hitlers og nazismens ’succes’ lagt med Versailles-freden; den var for ydmygende, man træder ikke en overvunden fjende længere nede i sølet. Efterfølgende slap Weimarrepublikkens galopperende inflation og arbejdsløshed angsten løs i alle kroge, og det blev muligt for en folkeforfører at overtage Rigsdagen indenfor demokratiets spilleregler. Og kun alt for let at skabe syndebukke: jøderne. Dermed får den uhåndterlige angst både en retning og en genstand, og den transformeres til frygt og had, der kan rettes udad – et handlegrundlag er tilvejebragt. Og der blev som bekendt handlet: det tyske folks frihedskrig hed det i Hitlers og Goebbels’ propaganda. En frihedskrig er pr. definition en forsvarskrig og med sådanne abstraktioner blev alle konkrete spørgsmål lagt ned: hvorfor netop jøderne; siden hvem, der oprustede, og hvem, der skød først og hvorfor.
Nej, man kan bestemt ikke jævnføre Danmark i dag med Nazi-Tyskland i dets vælde, men de samme advarselslamper, man overså i 1920’erne og 30’erne, blinker ihærdigt, thi fraset Anne Franks ord om en første og hjertelig modtagelse springer lighederne i øjnene:
Terrorisme og fundamentalisme, bandekrige og formålsløst hærværk, klimaforandringer og overbefolkning: der har længe været rigeligt med uhåndterlige trusler, som angsten gror af. Senest føjer sig recession og arbejdsløshed til. Hele arsenalet af alle despoters velkendte magi tages i anvendelse, idet man betjener sig af de samme mekanismer: gang på gang har de vist deres effektivitet. Så der pirkes grundigt til angsten, og der loves tryghed og stabilitet: nationalsocialismens stormtropper! Op af hatten trækkes de idelige abstraktioner, som fjerner navne og skæbner, fortegner ansigter med en personlig historie til ubetydelige skyggerids og skaber syndebukke, som behændigt placeres uden for eget territorium. En pendant til Hitler, Saddam Hussein, er længst ryddet af vejen – med bistand fra danske soldater. Måden, det skete på og begrundelserne for dansk deltagelse i en angrebskrig, kan og bør anfægtes og må vel en smuk dag føre til den selvransagelse og selvkritik, vi endnu har til gode. Ændre det skete vil vi imidlertid aldrig kunne; vi har pådraget os et ansvar for de kaotiske tilstande, hvor hen ved 4 millioner skønnes på flugt i og omkring et land, hvor sekterisk vold, død og lemlæstelse dagligt kræver sine ofre.
Hvorfor er det så bydende nødvendigt at skamride juraen for at bidrage med endnu et par mulige ofre?
Hvorfor har vi så svært ved at lære af historien og ikke blindt gentage dens værste fejltrin?
Hvorfor er der så lidt hjerterum for de uden fædreland?
Hvordan har vi kunnet tillade, at Danmark er skredet så meget på så få år?
Fra at være i têten, når det gælder at forsvare menneskerettigheder, slutte op om internationale konventioner samt institutioner som FN, bidrage til verdens fattigste lande og generelt stå vagt om de svage og ydmygede – til nu bestandigt at være på retræte i just de samme anliggender. ’Vi overholder til punkt og prikke …’ er blevet vort mantra. En forsvarspositur har afløst den tidligere førerpositur!
Det er disse sidste spørgsmål, som gør, at jeg både føler mig personligt ramt og finder grund til at fare i blækhuset: jeg kan ikke længere kende det land, jeg holder af og ønsker at værne om!
Kan du?
Med tak til Herman Bang, som velvilligt har hjulpet med formuleringen af især et spørgsmål – og ud af samme storsind har leveret overskriften: titlen på en af hans senere romaner fra 1906. Et menneske, der selv var på flugt det meste af sit liv – og på eminent vis evnede at give de forkuede og udstødte stemmer og ansigter, som står lyslevende den dag i dag.