Træer og buske er som alle planter og dyr bygget af celler. Mange forskellige typer af celler varetager træets funktioner og danner dets bestanddele. Dannelsesvæv, hvor nye celler opstår, findes i skud- og rodspidser, hvor længdevæksten sker. Og i et ganske smalt cellelag, kambiet, der findes mellem den inderste bark og det yderste lag ved. Her foregår en sekundær længdevækst og tykkelsesvæksten, hvor ny bark dannes udefter og nyt ved indefter. Ved dannet om foråret er tyndvægget og skal først og fremmest sørge for vandtransporten under løvspring. Senere på sommeren dannes mere tykvæggede celler.
Forskelle i strukturen af vår- og høstved gør, at man kan se træets årringe på tværsnit af grene eller stammer. Som illustreret til højre, kan træets vækst opfattes som en årlig dannelse af et nyt træ over de eksisterende.
De fleste celler lever kun kort tid, hvorefter de forvedder. En proces, hvor cellevæggene fyldes med vedstoffer – lignin, cellulose og hæmicellulose. Vedceller adskiller sig fra dyrs og mange planters ved at have tykke, robuste cellevægge, der er selvafstivende. Træet behøver ikke hud og skelet for at bære sin ofte store vægt. Til gengæld kan det ikke bevæge sig. Der, hvor det spirer, må det tilpasse sig eller dø.
Træets vigtigste organer er roden, stængelen og bladet. Roden fastholder træet og optager vand med opløste næringssalte som kvælstof, fosfor, kalium m.fl. Stængelen løfter blade og blomster op i lyset. Bladet kan betragtes som en fabrik, der drives af energi indfanget fra sollyset i en proces, som kaldes fotosyntese. Bladet optager kultveilte fra atmosfæren, der sammen med vand og næringssalte optaget af roden spaltes til organisk stof, sukker. Det er sukkerstofferne, der udgør træets føde. De kan transporteres rundt i grene og stamme og omdannes til nyt ved, nye rødder, nye blade, blomster og frugter. Alt det, træet skal bruge for at vokse og formere sig. Et restprodukt frigives til atmosfæren – ilt. Fotosyntesen er en forudsætning for alt dyreliv på jorden.
Træer og buske har flerårige, forveddede stængler, stammer. I stammer og grene findes 2 rørsystemer, hvor saftstrømme mellem træets forskellige dele løber. I det ene, kaldet vedkar, føres vand og næringssalte op til kronens blade. Denne transport foregår i den yderste del af veddet, splinten. Det andet system, kaldet sikar, fører sukkerstoffer fra bladene ned i grene og stammer, hvor de bruges til træets vækst og forsvar. Sikarrene findes i inderbarken. Et overskud af sukkerstoffer omdannes til stivelse og deponeres til senere brug, hovedsageligt i stammens marvstråler. Marvstrålerne forløber radiært i stammen og tjener til oplagring af energireserver og transport frem og tilbage mellem bark og ved. Det er af vital betydning for et træ, at det til stadighed kan opbygge reserver, der står i et passende forhold til dets størrelse. Bliver reserverne for små, vil træet svækkes, miste evnen til at modstå sygdomsangreb og skader og til sidst heller ikke kunne sætte nyt løv efter vinterens dvale – det dør.
A. Lys- B. Kulttveilte
- C. Vedkar
- D. Sikar
- E. Yderbark
- F. Inderbark
- G. Vækstlag, kambium
- H. Splint
- I. Kerne
- J. Marv
Hos mange træarter sker der med tiden en ændring i det indre ved. Livsfunktionerne ophører, vedkarrene tillukkes og tager ikke længere del i vandtransporten. Hos en del træarter aflejres tillige mørke stoffer, der modvirker rådangreb. Dette betegnes kerneved og er særlig værdifuldt på grund af stor holdbarhed (pæle og master) og et ofte flot farvespil (møbeltræ). Træets formål med at danne kerneved er at opretholde en passende balance mellem masse og mulig energiproduktion. I første omgang bruges energi på omdannelsen. Herefter bliver det en statisk masse, der stadig indgår i træets bærende struktur, men uden at kræve yderligere energitilførsel.