En i Danmark stort set ukendt profession. I lande som USA, Canada, England og dele af Europa har den op gennem dette århundrede vokset sig stor og vundet bred anerkendelse. Det kan tilskrives almindelig accept af, at træer, med deres potentiale for høj alder og ofte stor masse, må behandles med en speciel indsigt og erfaring, der ligger ud over begrebet ‘grønne fingre’.
I urskoven er der ikke behov for at pleje træer. Når de ikke kan mere, falder de, indgår som et naturligt led i fødekæden og tjener samtidig som et nødvendigt ly for anden flora og fauna. Skov er den naturlige slutvegetation for store dele af klodens landområder, deriblandt Danmark. Allerede når mennesket kultiverer skoven med henblik på at udnytte den, opstår der et plejebehov. Når vi rydder den og lader enkelte pyntelige rester stå tilbage i det åbne landskab og i byens haver, parker og andre ‘rum’, har vi også revet dem ud af de vilkår, de gennem 200 millioner år har tilpasset sig. Træer stiller krav til bl.a. klima og jordbund. Og hvor arterne naturligt har vundet udbredelse, kan de selv skabe de nødvendige tilpasninger; men kun når de vokser i store samfund: skove.
At mennesket har et stort behov for ‘enkelte pyntelige rester’ i by og land er en anden sag. Derfor bliver det nødvendigt at hjælpe og korrigere. Træet kommer kun i et vist omfang af sig selv – og sjældent som den rette art på det rette sted. Vi må plante det og sørge for, at det finder rodfæste. Og hele dets liv igennem sikre, at det ikke vokser ind i en for stedet uhensigtsmæssig form eller udvikler svage punkter. For til slut at fælde det, inden det falder af sig selv. Det er der sjældent plads til; følgerne kan blive store og grundejeren er ansvarlig – både moralsk og juridisk.
Enkelte firmaer i Danmark beskæftiger sig seriøst og professionelt med træpleje. Hvad er der i vejen med at hyre en af de mange, som har en motorsav og vil udføre opgaven billigt – ofte mod at få træet som betaling? Du står som arbejdsgiver, hvis han kommer tilskade eller er uheldig med huse, biler, luftledninger og andet, der befinder sig nær træet. Har du en forsikring, der dækker? Hvis træet bliver skadet ved f.eks. fejlagtig beskæring – nåja, de fleste træarter er hen ved 100 år om at nå deres fulde karakter og særpræg, men hvem har ikke tid til at vente på det?