Kategoriarkiv: Vagabonderende tanker

Ensomhed er ikke en tilstand. Den er det tomrum, du opdager i dit indre. Og længslen bryder frem: du ønsker jo at være et helt menneske. Denne stræben mod det fuldkomne, vi kalder eros. Ensomhed er din nødstedte eros; ikke … Læs resten →

Næ nej … Skaberværket er i orden! Det er menneskene, jeg sommetider må brokke mig lidt over. Nogle af dem. Just dem, der ikke kan eller vil indse, at mestendels er der godt at være her på Vorherres Grønne Ager. … Læs resten →

Lad ikke sejre tabt stemme dig helt forsagt. Du kan vinde et nederlag i dit næste store slag.

Nobel you are at the very first sight of this worlds great light. Then sorrow and joy come along, make up your life and tune your song.

Mit spørgsmål til Berkeley ville nok lyde: »esse est percipi«? Javel, og når jeg så ikke perciperer – lad os bare holde fast ved Johnson og stenen – så klarer Vorherre stenens væren, indtil det måtte behage mig at rette … Læs resten →

Hvad skal vi nu også ret stille op med disse korte, mørke dage? Kun de forelskede, der er varme og vilde uanset omstændighederne, kan abstrahere fra de sørgelige kendsgerninger – der er ringe udsigt til et julegilde af samme høje … Læs resten →

Mennesker flest kommer til verden med et lille vræl – og forlader den igen med et stille gisp! Derimellem kommer ordene…

Hvad i livet du har bedrevet, skal på evighedens portaler stå skrevet. Men synes dette dig flot: »Han mente det vist godt!«

Det er jo den gamle historie: når man sadler på to heste, ender det gerne med, at de render hver deres egen vej… Så hænger man frit sprællende i den tomme luft – grebet af horror vacui. En velvalgt anledning … Læs resten →