Rygerne er et forkætret og ildeset folkefærd i dagens Danmark. Det har fået nationalskjalden og gavflaben Kim Larsen med fæller til at lancere kampagnen ”Gesundheit macht frei”; en protest mod rygeloven, hvor sloganet spiller på en nazistisk pendant ”Arbeit macht frei”.
» – Det er en kamp for frihed og demokrati! […] Nazisterne var jo de første, der indførte rygelovgivning i deres jagt på det rene, ariske menneske«, forklarer Kim Larsens manager, Jørn Jeppesen, til Fyens Stiftstidende.
Nåda! Er den sammenligning nu ikke mere end almindelig grov og forsimplet? Vi lever vel netop i et demokrati, hvor selve eksistensgrundlaget af Dronning Margrethe II præcist og fornemt er blevet karakteriseret således: »Det skulle være demokratiets kendetegn, ikke at de fleste har ret, men at alle giver plads for hinanden.« (Nytårstalen 1981)
Eller knager det efterhånden grumt i den bærende konstruktion? Presset som den er af ’kampen mod den internationale terrorisme’ med deraf følgende Big Brother-tendenser, en retssikkerhed i skred og en befolkning, der efter stemmeurnerne at dømme tilsyneladende ønsker at stænge alle grænser og ikke kan få overvågning nok: ’angst æder sjæle op’, som Fassbinder påpegede. Hvad ingen holder ud, og derfor lyder det med Sartres ellers længst glemte ord: »Helvede… helvede, det er de andre.« (Lukkede døre)
Tør man ikke spørge, må ’svaret blæse i vinden’, som Dylan længst har gjort opmærksom. Og givet er, at demokrati hverken er den givne og naturlige destination for et samfunds udvikling eller noget, man blot har; det må bestandigt tilkæmpes og holdes i live, plejes med kyndige hænder og udfordres med ubehagelige spørgsmål…
Selv har Kim Larsen ikke ønsket at kommentere kampagnen, der formentlig koster i omegnen af en ½ million og finansieres af Himmelblå Fonden. Bestyrelsen består, foruden Kim Larsen selv, af kulturpersonligheder som Erik Clausen, Anne Marie Helger, Peter Ingemann og Poul Bruun, og kalder sig selvironisk for ”Det Dårlige Selskab”.
Reaktionerne på ”Det Dårlige Selskab” kom prompte. Kampagnen blev skudt i gang den 20. august 2008, og skal de kommende uger præge det offentlige rum, hvor DSB-stationer, caféer og husmure vil være prydet med plakater, postkort og flyers bærende teksten: ”Tillykke med rygeforbudet. Gesundheit macht frei”.
Allerede dagen efter kan man bl.a. erfare, at Kræftens Bekæmpelse finder sammenligningen »usmagelig«, mens den tidligere modstandsmand, Jørgen Kieler, fremfører: » – Hvis de havde sat sig grundigt ind i forholdene i koncentrationslejrene, så ville de nok have tøvet med at bruge en forvanskning af denne overskrift.«
Goddag mand – Økseskaft!
Kampagnen trækker vist ingen paralleller til hverken kz-lejre eller jødeudryddelse, men til alle totalitære regimer, der gennem tiderne har villet ensrette samfundet, knægte minoriteterne og blåstemple sådanne tiltag med ideologiske begrundelser. Det kan man så efter behag kalde ’usmageligt’, hvis man støtter bestræbelser af den art! Og man kan tage afstand fra kampagnen, fordi man finder det ’helt ude i hampen’ at trække en parallel mellem dagens Danmark og de uhyrligheder og rædsler, som udspillede sig i det tredje riges navn. Selvsagt kan og bør man ikke sætte lighedstegn mellem de senere års tiltag, stramninger og bestræbelser i Danmark og det jerngreb, som et totalitært styre anvender, men advare kan man vel nok?! Hvilket netop er, hvad kampagnen gør, idet den benytter sig af den ytringsfrihed, som altid er blandt de første faldne, når et totalitært regime in spe søger sine drømme omsat i enerådende og fuldstændig magt. Næste trin er en massiv propaganda mod alle anderledes tænkende, der kvæles med forsimplede, men overfladisk set rationelle og logiske argumenter, hvor abstraktionerne himler højt, mens det konkrete undviges.
Aalborg Station, 30 august 2008
Virkemidler, som kampagnen behændigt og ironisk selv udnytter og spiller på, idet den ønsker tillykke. Tillykke ønsker man normalt, når noget godt er sket: vi er blevet sundere, og vi har grund til at prise friheden. Mere spydigt kan det knap gøres al den stund, at rygeloven ret beset er et forbud og en begrænsning.
Problemet er jo, at rygelovens stadigt mere fanatiske frontkæmpere og tilhængere, deriblandt Kræftens Bekæmpelse, ikke blot vil beskytte sagesløse mod påtvungen passiv rygning; nej, man vil rygerne til livs og helmer ikke før det sidste skod – man fristes til at sige det sidste lys! – er brændt ud.
Kim Larsen og fæller har skudt kampagnen i gang netop nu, hvor rygeloven har ’fejret’ sin første fødselsdag. Hvilket allerede har givet anledning til adskillige nye og sikkert velmente forslag om stramninger, der imidlertid alle skal tjene til at isolere rygerne helt fra Det Gode Selskab. Inden længe må vi forvente, at også udendørs rygning bliver forbudt i det offentlige rum, tobakken sælges fremover kun fra apoteker, etc. De gode idéer og intentioner står i kø og helst på andres vegne.
Når man rækker Fanden en lillefinger, snupper han som bekendt hele hånden…
Rygerne – »de kroniske grænsegængere«, som en fiffig mand meget præcist har betegnet dem – må forvente, at snart vil det ej længere række, når de blot holder røgen tæt om egen krop. Den mindste fært af deres gang her på jord er utilstedelig!
Den nuværende hetz mod rygerne udsprang af et forståeligt ønske om, at man som ikke-ryger må have et legitimt krav på ikke at være hyllet i røg store dele af tiden; især på arbejde og i lignende kontekster, hvor det for det første drejer sig om langvarige og daglige doser i ofte tætte rum, og for det andet kan være vanskeligt, måske umuligt, for den enkelte at frabede sig generøse tilbud om røg ad libitum. Et ønske, som de senere år er blevet forstærket til en evindelig – måske knap så forståelig og knap så legitim – klagesang over, at man ikke kan gå ud mellem andre mennesker uden en fatal risiko for, at der kan hænge en smule røg eller andet snavs ved.
En sær ufordragelighed, som gør det svært for mennesker overhovedet at mødes uden for egne, snævre og indforståede cirkler. En ufordragelighed, der bl.a. udmøntes i den siddende regerings ’faste og fair udlændingepolitik’. Nok mere fast end fair finder den sit mest modbydelige udtryk i de meget omtalte, men stedse uforandrede forhold, som landets hjemløse gæster må friste i asylcentrene.
Men sådanne ’bekvemmelighedsflygtninge’ kan man vel ikke ønske andet end god og især snarlig hjemtur?! Helst fulgt i vej af alle de andre ’snyltere’, der vælter ind over grænsen og nu lurer på en ’islamisering’ af det gode, danske demokrati, så vi kan få det nøjagtigt, som de før havde det. Hvor de nu end kom fra og hvilke grunde, de så fandt til at bryde op fra hjemlandet.
Logikken er sort/hvid og dermed slående klar, men næppe videre konsistent. Og mens den hersker i ophøjet majestæt, står gæstfriheden med nedslagne øjne og tør hverken se eller høre, hvordan uforsonligheden kækt troner frem på scenen og slår lange hvirvler på stortrommen: ”Herut, alle I mørkemænd, af sted med sig!”
Mørkemænd mig her og mørkemænd mig der! Skældsordene flyver, og foragten gnistrer faretruende nær krudttønden: angsten… Angsten, der må have en genstand og derfor skaffer sig syndebukke, hvorefter den kan slå om i hadet til og frygten for de andre. Thi modsat angsten har frygten fundet sig en genstand og véd sig på den vis sært tryg, idet den nu har noget at forholde sig til og reagere på. En ældgammel mekanisme, som totalitære regimer alle dage har forstået at udnytte og af gode grunde: en bedre og mere effektiv metode til at aflede opmærksomheden fra egne gebrækkeligheder gives ganske enkelt ikke.
Spæder man så dertil op med fagre løfter om tryghed og stabilitet midt i en brydningstid, hvor forandringerne sværmer ubønhørligt både i det nære og fjerne, da kan det gå rigtig godt for en stund. Således i de senere år under VKO, hvor det ellers næsten umulige er godt og vel ført igennem: ”Danmark har flere regler end Sverige.” Hvor mange regler, love og bekendtgørelser man end formår at flikke sammen på tinge for at opretholde den pæne facade, så forbliver det dog en stakket frist, da billedet er en forfalskning: livet er ikke gestaltet af trygge og sikre kår, men af modsætningen, det enkle grundvilkår, der kan indfanges med begrebet mulighed. Og af mulighed følger kun ét med sikkerhed – sikkerhed for forandring!
Af den smule beskedne indsigt kan man så med velberåd hu spørge til, hvordan man bedst imødegår forandring? Fra samme beskedne indsigt lyder også svaret: med en redebon fordragelighed, der ikke bestræber sig på at fastholde og dermed fastlåse tilværelsen i sort/hvide kategorier… En fordragelighed, der byder, at livet nødvendigvis må leves på dets egne præmisser, og dermed rummer en fordring om anstændighed overfor tilværelsen, som den nu engang er; overfor vore medmennesker, som de nu engang er.
Stik modsat den fremherskende og usalige hang til at ønske tilværelsen i almindelighed og medmennesket i særdeleshed omkalfatret i troldspejlets foregøglende billede af noget, der ikke findes og aldrig kan blive andet og mere end blændværk: en tryg og sikker tilværelse i en éntydig verden. Det blændværk, hvor vi samtidigt sætter egen anstændighed over styr ved at jage de andre på byporten som skabede køtere.
Lig rygerne, der må stå ude i egen, men noget tynde røg samt Vorherres regn og slud, forment adgang til de hellige haller: de offentlige rum. Lig de gamle og syge, der må ligge i egne fækalier, forment adgang til den mest nødtørftige pleje – endsige et par kærlige hænder samt et par ører med en smule tid til at lytte. Lig de arbejdsløse, der trods ’historisk lav arbejdsløshed’ har trukket lutter nitter; ydmygede og hudflettede af ’mistænkeliggørelsens filosofi’ må de da plage både sig selv og sagesløse arbejdsgivere med ansøgninger i hobetal og ellers stemple ind på www.jobnet.dk hver uge, forment respekt fra de velbjergede og selvforsørgende. Lig indvandrere og flygtninge, der må stå i transithallen på ubestemt tid, forment adgang til fremtid og håb. Lig kjærestefolk, der må flygte over Sundet, forment retten til at elske hinanden – tilmed under Frejas egen Sal! Lig de alt for mange, der af den ene eller anden grund ikke har fået tilkæmpet sig et leje i overflødighedshornet, som på den ene eller anden facon ikke passer ind i ’verdens rigeste samfund’ – desårsag forment adgang til Det Gode Selskab.
Fordragelighed kendetegner ikke just tidsånden, hvorimod demokratiet aldrig kan trives og leve foruden just samme krydderi. Et krydderi, der sætter en ganske egen aroma til ’alle livets retter’ og derfor er uundværligt i al god kogekunst: en uforbeholden accept af, at der er andre og ligeværdige måder at leve på end netop din eller min.
Men ja, jeg er jo også blot et gammelt skod, der savner mere af ”Det Dårlige Selskab”… Med hang til at mindes en ikke særlig fjern fortid, hvor et hjem med respekt for sig selv og andre satte en ære i at have tobak i et passende udvalg stående i tilfælde af gæster. Også i hjem, hvor man ikke selv røg, skønt sammenhængen mellem tobak og kræft faktisk var velkendt, om man ikke selv omhyggeligt censurerede visse ubehagelige efterretninger ud af dagens nyheder. Mere uvidende var man nok mht. faren ved passiv rygning, i al fald skeptisk. Men slående er, at en anden tidsånd herskede, og af en bedre karat, vil jeg mene – fordi den bar en rummelighed i sit skød, som man ofte må savne i dag. Måske også en art uskyldighed eller naivitet på visse områder; den kunne så oftere jævne vejen og gøre den fremkommelig end vore dages hang til at fare i flint over stort set alt, der ikke lige passer som hånd i handske til eget verdensbillede. Her eksemplificeret ved især rygernes trængsler – som en inkarnation af, at der kun er alt for mange minoriteter, som må savne en smule ”lebensraum” i dagens fladtrådte landskab.
Hvordan mon Holberg, H.C. Andersen, Kierkegaard, Grundtvig, J.P. Jacobsen, Blixen og andre mere eller mindre folkekære klenodier ville have vurderet det nivellerede landskab? Pyntet som det ellers er med kanoner i alle kalibre og afstøbninger, rettet mod … demokratiet?
Vågn op, Holger Danske! Et gammelt sagn vil vide, du slumrer kun på skrømt og er ikke til sinds at sove i timen, når dit land for alvor behøver dig. Skjalden har slået tonen an, og vi bliver kanske alt flere, som længe har håbet og nu tror til fulde: din tid er nok inde!