Tilløb og Afløb

Sophus hed han. Det var næppe tilfældigt, at han brugte den gamle stavemåde med ’ph’, for hans lille, men tætbyggede og seje troldestatur kunne dårligt forenes med det ordinære og det ligetil. Det forudsigelige lå ham i enhver henseende fjernt.

Sophus boede i et afsides skovløberhus nær mosen i skovens østside; dér, hvor uglen jævnligt kendte sig ensom og oplod sin tuden. Sophus, derimod, nedlod sig ikke gerne til nogen form for tuderi. ”Lad kun kvinderne skabe sig,” som han sagde. ”De forstår sig nok bedst på at tage i vej, med eller uden kosteskaft.” Øjnene plirrede lettere filosofisk og efterlod intet tegn på, om bemærkningen skulle forstås som en vits eller en sarkasme.

Hans tilknytning til skoven var nu af en egen og gådefuld natur, thi han var ikke ansat, hverken som skovløber eller skovarbejder. En gammel, rød Massey Ferguson 35 knyttede en sindrig forbindelse, af karakter ikke ulig traktoren selv. Gik den en sjælden gang i udu, kunne en stump ståltråd vanligvis klare sagen. Med årene havde den da antaget en sælsom skikkelse, der forlenede garnnøglets trinde blidhed med pindsvinets prikne harnisk. Hvor de lignede hinanden, de to. Ja, når mand og traktor tøffede om i skoven, var det som at møde en kentaur.

Uadskillelige og organisk sammenvoksede var de, man så dem aldrig hver for sig. Hver dag drog kentauren om i skoven og klarede de opgaver, som skovens mere moderne grej ikke magtede. De mange moser, hvor den store IH med hydraulisk kran trods sine boogie-hjul hurtigt stak fast i dyndet. Og der, hvor denne havde hentet det meste, men ikke havde stunder at tage sig af mere spredtliggende kassetræ og brænde. Kunne grabben ikke lukke sig, så næven blev fuld hver gang, var det for dyrt at sætte den unge herre med hans hang til bekvemmelighed på jobbet. En hang, kentauren ikke kendte til, men nærmest foragtede. Således var der altid noget at udrette for ham.

Gjorde Sophus nu ikke stort væsen af sig, når det kom til magelighed, var han til gengæld en kender af nykker. Han formelig samlede på dem, og man måtte tage hensyn dertil. Ellers kom man ingen vegne med selv det mest ædle forehavende.

Tid og tålmodighed måtte man også have med i ranselen. Gik man vel rask til sagen og bad Sophus om at køre ud til afdeling 17 og samle kassetræet dér, kunne vanskelighederne tårne sig op over skovens højeste trætoppe. Vel forskanset deroppe var det sin sag at få ham talt god og ned igen, fortrædelighederne var uoverskuelige og blev spækket med spydigheder: ”Hvorfor skal jeg altid lave det, ingen af de andre gider?” Eller: ”Hvorfor sætter du ikke din IH til det, den kan jo alt?” Og jo, han havde nok set det kassetræ på sine runder i skoven, men: ”Ingen dæv’l på jord kan magte dem med håndkraft.”

Ville man gøre sig ringeste håb om at få kentaurens blide gemyt i tale, da måtte man pænt gå ad bagdøren, forsigtigt lirke den op og begynde med ømskindede og let henkastede antydninger: ”Du har vel set, at Hansen har skovet i afdeling 17?” Og så langsomt kredse de mange vanskeligheder ind, lade dem vokse sig store og stærke – ja helst antyde, at det næppe var et job, som overhovedet kunne løses af nogen.

”Hvad regner du mig for?” fnøs Sophus da hånligt. Og man skulle vare sig, for havde man først udfordret hans kræfter, ville han hellere splitte sig selv ad end at give op. Sådan var kentauren helt igennem en modsætningernes mand.

Når skoven frøs til og fjælede sig i store, hvide snedriver, futtede Sophus gerne om på sin Ferguson med pjækkerten hængende over dens køler, selv i skjorteærmer trods de måske mere minus tyve grader. Men om sommeren, når solen brændte uden nåde fra den høje, blå himmel, da kunne vinterens kry påklædning hævne sig, for den hærdede vintertrold kunne ikke omstille sig og skaffe varmen afløb. Så kunne det hænde, at han måtte krybe til korset og søge hjem, ind i den svale skygge med nærhed til vandpostens kølige og lindrende drik.

Varmen aftog jo igen før eller siden, og da skulle man ikke spørge for meget til, hvor han havde hyttet sig de seneste dage. Kentauren kunne være ilter af sind, men også med en egen humor. Ofte, når man var ude og se til, hvordan det gik ham med arbejdet, kunne han med pokerfjæset skruet på spørge til et og andet, komme med en uventet kommentar, eller slet og ret brokke sig. Det var da gerne ment i spøg, og tog man ham nu for sikkerheds skyld alvorligt, så føg latteren fra den gode Sophus. Men ve den, der tog fejl og slog en bemærkning hen i spøg, når han mente det alvorligt…

Sophus var ikke altid nem at omgås eller gøre tilpas, men han er dog en af de mange, der står lysende i erindringen, netop for sine kontraster og særegenhed. Og den i bund og grund godmodige natur, der gemte sig i skovtroldens dyb.

Nørre Tranders Kirke er hyppigt et af mine mål, når vejret indbyder til en cykeltur. Højt hævet over sine omgivelser er udsigten over Aalborg og omegn fornem, med spredte glimt af Limfjordens bugtede løb gennem landskabet.

Foruden udsigten er det kirkens tårn, som lokker. Her logerer hvert år et tårnfalkepar, og sommeren igennem bringer de troligt den ene mus efter den anden hjem til de forslugne unger. Først på sæsonen er ægteparret noget sky, for kragefugle holder skarpt øje med muligheden for et æg til frokost. Eller en lille dunet unge. Senere på sommeren har de ganske enkelt for travlt til at tage videre notits af en smule amatørfotograf.

Tårnfalkeparret i Nr. Tranders Kirke

Kirkegården har desuden et smukt lapidarium med enkelte gravsten helt tilbage fra 1600-tallet; desværre knækkede, så den fulde inskription ikke længere kan læses. Dog stadig et fornemt stykke kulturhistorie, som taler tyst om menneskets forhold til døden og livet, om slægters gang og individets rolle i den større sammenhæng.

På kirkegården hviler også Tordenkalvens mødige knokler. Mit først møde med denne gæve gubbe fandt sted for mange år siden, da jeg som ung læste Johannes V. Jensens Himmerlandshistorier, hvor Tordenkalven både har fået sin egen fortælling og optræder som bifigur i flere andre. Min opfattelse var dengang, at Tordenkalven var en mytisk og sagaagtig skikkelse spundet ud af overleveret stof, måske døbt og konfirmeret i JVJ’s egne og tidlige erindringer om livet i og omkring Farsø.

Tordenkalven - ca. 1850

At Tordenkalvens særegne statur og gemyt kunne bygge på en oplevet og faktisk person, den tanke strejfede mig dengang ikke. Stor var min overraskelse, da jeg nogle år senere under et besøg på Jeppe Aakjærs hjem, Jenle, skulle se ikke blot en illustration, men sågar et fotografi af Tordenkalven – altså ikke alene en historisk person, men også langt mere nærværende i tid end antaget. Nu, på mine halvgamle dage, møder jeg ham så jævnligt igen under mine vandringer rundt på kirkegården.

Nær kirkens tårn blev på Jeppe Aakjærs initiativ i 1956 rejst en stor granitsten til minde om ham, udført af billedhuggeren Carlo Vognsen. Stenen bærer denne enkle og lakoniske inskription: Tordenkalven 1816 – 1891.

Et blandt flere navne han selv brugte. Tordenkalvens døbenavn var Chresten Christian Larsen, født torsdag den 12. september 1816 i Stenildvad, Aars. Et slegfredsbarn, født uden for ægteskab, som skulle få et langt og sælsomt liv, hvor han vandrede i landskabet under den himmerlandske himmel og uanfægtet fortsatte ind på litteraturens eviggrønne vange, da han døde torsdag den 10. december 1891 i Nørre Tranders, Aalborg.

Tordenkalven blev tidligt sendt ud blandt fremmede og voksede op til en hærdebred og bomstærk karl, der tjente på forskellige gårde, bl.a. Lundbæk ved Nibe. En dag overvurderede Tordenkalven dog sine egne kræfter med fatale følger, der skulle komme til at præge ham for resten af livet. Under et forsøg på at tilride en af herregårdens unge og ustyrlige heste, havde han bundet sig fast til hesten. En meget dårlig idé, for da hesten i kådhed pludselig kastede sig bagover, måtte Tordenkalven jo så pænt følge med i faldet og fik derved knust sit ene lår. Efter et længere sygeleje havde han nu en stiv hofte og et stærkt forkortet ben, så han resten af livet kun kunne bevæge sig rundt ved hjælp af to ulige lange stokke.

Nu begyndte en ny tilværelse for Tordenkalven, der hurtigt blev kendt i hele Himmerland. Han vandrede fra by til by og fra gård til gård, hvor man overalt tog venligt imod den ejendommelige skabning. Det var et lyspunkt i dagligdagen, når Tordenkalven kom på besøg. Han var som en omvandrende avis; han vidste besked om alt, som hændte i miles omkreds. Han bragte desuden hilsner og beskeder omkring, havde gode talegaver og en forslagen humor. Mens han blev beværtet med mad og drikke, fortalte han da løs om små og store begivenheder – og sang gerne sine hjemmegjorte og ofte meget utugtige viser. Eller som JVJ’s pen anfører ’Lovsange og Mysterier’:

Den anden Evne, Tordenkalven gjorde sig fortjent ved, bundede i hele hans Væsen. Han var Digter. De Viser, han sang for Folk, havde han selv gaaet og sat sammen. De var ikke som andre Viser, hvori der besynges en sørgelig Tildragelse eller en romantisk Historie om Elskende, Tordenkalvens Viser var Lovsange og Mysterier. Der var Grader i dem, ligesom de var af forskellig Længde, han sang ikke den samme Sang ved enhver Lejlighed. For et almindeligt Stykke gammelt Jærn, en Hælring eller et Par rustne Søm, kunde man faa en lille uskyldig Vise, der i sit allersidste Vers aabnede Døren paa Klem ind til Ukyskhedens Rige; men gav man ham en en god Knapskal eller en ugangbar Sølvmønt, hvad han kaldte en Galskilling, saa fik man en lang grundig Vise, der ikke nøjedes med et Kig ind i Uterlighedens Land men gav en udførlig Topografi deraf.

Grunden til Tordenkalvens lidenskabelige interesse for ’et Kig ind i Uterlighedens Land’ var vel ligetil og resultatet af den kranke skæbne, som for altid gjorde den engang så vovelystne og livsglade karl til en krøbling, uden stort håb om andet og mere end et kig:

Der var som blæst for Fruentimmer, naar Tordenkalven stod ved en Gaard og sang, de var væk, de lod sig ikke se. I det hele taget frygtede alle Kvinder ham, og det endskønt han nærmede sig dem med de venligste og hensynsfuldeste Lader; de stod altid med Flugt i Lemmerne og med Øjekast rundt efter alle Udgange, naar han var i deres Nærhed.

Det var Tordenkalvens store Sorg. Han elskede det andet Køn, både unge Piger og maveføre Koner og de allerældste furede Kærlinger, han elskede dem alle sammen. Der var bevaret en Ridders Aand i den gamle Kæmpekrøblings Hjerte; der kunde ikke komme et Skørt i hans Nærhed, uden at Kludebunken ligesom blev til en lang, følsom Troldarm, der skød sig famlende frem og søgte og ormede med alle fem opadrakte Fingre i Luften. Men kom nogen saa nær, at han kunde naa hende, vilde han hale Armen hjem igen, kysse sig lækkersultent indeni Haanden og stryge den saa varsomt, saa varsomt nedad det paa det dejlige Skørt, mens han krøb og krøb i dybeste Underkastelse med sine frække Vædderøjne. Kvinderne blev som de fik Rotter paa Kroppen, naar han rørte ved dem, de brølte og sprang. Men naar det nu traf sig, at det var en halvfemsindstyveaarig gammel Egetræs Kone, Tordenkalven paa denne Maade viede sin næsegruse Dyrkelse, og hun saa brød ud i et Kvak og hoppede som en Tudse, saa maatte der jo et Billede fra Ridderalderens bedste Tid til for at finde noget lignende i Retning af Sværmeri og skøn Undseelse.

Om Tordenkalvens endeligt skriver JVJ: »Han kom en Nat skramlende ind på en Gaard, stum og allerede langt inde i Dødens Svimmelhed; og der endte han sin Vandring.«

I dag møder jeg ham så jævnligt på den forblæste kirkegård, og hver gang er det, som rejser han sig, børster støvet af sig og hilser vennesælt. Med et frækt og nyfigent glimt i øjnene må han endnu engang må spørge: “Nå, har de unge piger det godt nu om stunder?”