Mit spørgsmål til Berkeley ville nok lyde: »esse est percipi«? Javel, og når jeg så ikke perciperer – lad os bare holde fast ved Johnson og stenen – så klarer Vorherre stenens væren, indtil det måtte behage mig at rette opmærksomheden mod den igen? Men har vi så ikke gjort Gud til bydreng for en tjener? Ville Gud ikke være mere Gud – mere fuldkommen – hvis han i stedet skabte en sten ene og alene med det formål, at så kunne jeg percipere den, når det måtte behage mig – mens Vorherre tog sig af mere presserende opgaver…
Hvad skal vi nu også ret stille op med disse korte, mørke dage? Kun de forelskede, der er varme og vilde uanset omstændighederne, kan abstrahere fra de sørgelige kendsgerninger – der er ringe udsigt til et julegilde af samme høje karat, som Kong Harald i forne tider bød på. Næh, nu er det stormagasinerne, der står for glansen. Ved et månedlangt pres på en i forvejen almindeligvis svækket likviditet. Er det nu en måde at tone lidt glæde ind i et gråt vinterlig?
Og alligevel er der lyspunkter. Efterårsstormene fejer jublende og kåde rundt i gaderne; det lyder fornøjeligt, især når man sidder inde ved den buldrende brændeovn med en god bog. Og ellers kan man slå kraven godt op om ørerne, gå ned til havet, lytte til bølgers drøn, drømme om vårens komme – og håbe, man til den tid stadig har evigheden til gode…
Nå da, der er sus i skørterne i dag! Måske man skulle ud og snappe lidt frisk luft, inden Vorherre melder alt udsolgt?!
Måske er Casablanca ikke den største, men højest muligt den mest elskede film til dato. Den havde premiere i dag for 69 år siden, på Hollywood Theatre i New York City den 26. november 1942 – samtidig med de allieredes invasion i Nordafrika og erobringen af Casablanca.
Hvorfor blev den så stor en succes? Buddene og fortolkningerne er mange, og filmens tilblivelse er en historie helt for sig.
Den er baseret på Murray Burnett og Joan Alisons skuespil Everybody Comes to Rick’s, som på det tidspunkt aldrig havde været opført. Den anerkendte analytiker på Warner Brothers, Stephen Karnot, læste stykket og kaldte det – i al venskabelighed – for noget »sophisticated hokum« (’sofistikeret sentimentalt sludder’). Alligevel lod producer Hal Wallis sig overtale til at købe rettighederne for $20.000. Den største sum, nogen i Hollywood hidtil havde betalt for et uopført teaterstykke.
Projektet blev omdøbt til Casablanca, inspireret af succesfilmen Algiers fra 1938. Filmoptagelserne var oprindeligt planlagt til at begynde den 10. april 1942, men blev forsinkede og kom først i gang den 25. maj og afsluttet den 3. august.
Filmen var oprindelig planlagt som en lavt budgetteret B-film med Ronald Reagan og Ann Sheridan i hovedrollerne. Førstnævnte fik så senere en hovedrolle i amerikansk politik, mens Humphrey Bogart og Ingrid Bergman overtog scenerne i filmen. Da indspilningen begyndte, forventede få eller ingen af de involverede, at Casablanca skulle blive noget ud over det sædvanlige. Den var blot en af de utallige film, Hollywood producerede hvert år.
Den blev optaget i sekvenser, hovedsageligt fordi kun det halve af manuskriptet var skrevet, da optagelserne begyndte. Løbende blev improvisationer og ændringer indarbejdet og dialogen udbedret, så vi i dag kan glæde os over en film, der rummer en uovertruffen perlerække af replikker, hvoriblandt verdens mest berømte fejlcitat: »Play it again, Sam.« Hvor mange gange man end ser filmen igennem, så nægter Bogart eller Bergman konsekvent at sige andet end: »Play it, Sam.«
Men Casablanca rummer jo ikke des mindre dette implicitte ’again’, som får os til at se og gense filmen. Umberto Eco spørger i et essay om filmen: »Hvad er det ved Casablanca, der er så fascinerende?«
Langt hen ad vejen finder han filmen middelmådig med en karakterudvikling præget af inkonsistens og lav psykologisk troværdighed snarere end kompleksitet. Han fremfører dog, at netop figurernes inkonsistens forklarer filmens popularitet, idet den herved indfanger en lang række arketyper: ulykkelig kærlighed, trekantsdramaet, renhedens triumf, den trofaste tjener, skønheden og udyret, den gådefulde kvinde osv. Det centrale tema er, ifølge Eco, opofrelsen, der som en myte løber gennem hele filmen og binder den sammen. Og han slutter med at tage hatten af i en smuk og særpræget gestus:
”Når alle arketyperne således trænger ind på scenen uden den ringeste blusel, så når man homeriske dybder. To klicheer er til grin. Hundrede klicheer er bevægende. For man fornemmer dunkelt, at klicheerne taler sammen indbyrdes og holder fest for at fejre gensynet. Ligesom den yderste smerte møder vellysten, og den yderste perversion minder om mystisk energi, lader den yderste banalitet os ane en mistanke om det sublime. Noget har talt i instruktørens sted. Fænomenet fortjener om ikke andet så beundring.” (Hvordan det ender – hvordan det begynder. Udvalgte essays 1958-1998, s. 115)
Hvordan man vender og drejer det i en analyse, så bør det måske tilføjes, at en sådan aldrig kan indfange magien i det gnistrende samspil mellem Bogey og Bergman – foruden de mange og særdeles veloplagte bifigurer. Eller som Bogey alias Rick siger det, mens romantikken endnu blomstrer i Paris – og sluttelig gentager i lufthavnens tåge af afkald og vemod: »Here’s looking at you, kid!«
Madsen havde vi til religion, en rigtig degn – halvt lærer, halvt kirkesanger. En svær mand med et par vældige bjørnelabber som ‘spidskompetence’. I al fald i skolen. Vi sang ikke just i hans timer, hvorfor det ikke vil være rimeligt at bedømme hans talenter udi sangkunsten her.
En dag blev der skudt med papirkugler. Det har vel været henad vår, ellers gjorde man ikke den slags i Hans timer. Madsen blev nok noget irriteret, rejste sig i al sin vælde fra katederet, vandrede lidt rundt og slog sig af uransagelige grunde ned på hjørnet af min pult.
Så skyder man jo ikke med papirkugler. Men andre havde ikke indset, at spasen nok nærmede sig sin afslutning, så flere papirkugler føjtede lystigt og uanfægtet gennem luften. Madsen drev mig i én køre 6-8 syngende lussinger. Yderst effektiv teknik: indersiden af labben den ene vej, bagsiden den anden vej. Ingen grund til at anstrenge sig for at slå hovedet af en 8-årig ‘knajt’.
Det skal nu tilføjes, at der var en del lærere af en ganske anden støbning, også dengang. Og lykkeligvis fylder de normalt en god del mere i erindringen end Madsen!
Det er jo den gamle historie: når man sadler på to heste, ender det gerne med, at de render hver deres egen vej…
Så hænger man frit sprællende i den tomme luft – grebet af horror vacui. En velvalgt anledning til at fundere over Kants to anskuelsesformer: tid og rum. Og på vejen ned kan man i forbifarten lige nå at snuppe et par af forstandskategorierne: er det vane eller nødvendighed, som forårsager faldet?
Eller, man må med Nietzsche konstatere: »Før virkningen tror man på andre årsager end efter virkningen.«
En solsort har i nogen tid bevæget sig rundt på græsplænen. Ad snirklede veje, tilrettelagt efter et system, den næppe selv forstår. Eller måske? Hovedet skiftevis højt hævet og helt nede mellem stråene, snart på sned til højre, snart til venstre. Hurtige, resultatløse udfald. Omsider kommer en orm op fra græssets dyb, sprællende og modvilligt bliver den fugls føde.
Og måltidet indtages under en stadig agtpågivenhed, som næppe er gavnlig for fordøjelsen. Kun nådesløsheden bliver helt mæt hver dag…
