Nedvisning

Udgivet den 8. juni 2013 af Per Brahde

Du véd, du er gammel, når du bukker dig ned – og undervejs har glemt dit ærinde…

Udgivet i Vagabonderende tanker | Kommentarer lukket til Nedvisning

Søren Kierkegaard – i anledning af 200-års dagen

Udgivet den 5. maj 2013 af Per Brahde

Søren KierkegaardSøren Aabye Kierkegaard (5. maj 1813 – 11. november 1855) gjorde sin entre på bogreolen nogenlunde samtidigt med Karen Blixen. På det tidspunkt boede jeg i København. En by fyldt med antikvariater, hvor især inde på Fiolstræde helt uimodståelige tilbudskasser gjorde livet til en stadig fristelse for en ung mand med en vanligvis flad tegnedreng: Til Selvprøvelse, Samtiden anbefalet og Dømmer selv – god titel, pokker da til indhold. Det blev ikke ved den lejlighed – sandt at sige, jeg har endnu ikke fået den læst! Der skulle gå mange år, inden den gode Søren Sok fik stillet mig sit Enten-Eller; endda krævede den flere tilløb. Især assessor Wilhelm var mig noget omstændelig og sludrevorn. En stående kommentar til Kierkegaard var for en tid: det, jeg forstår, er godt – men så er der en hel masse, hvor jeg ikke ved, om det er mig eller Kierkegaard, der er gået i sort.

Der skulle Frygt og Bæven til, før ordene blev levende: at nogen kunne vride så meget ud af Bibelens få linier om Abraham og Isak… Begrebet Angest var og er svær, men for hvert værk, der tages i besiddelse, bliver de forrige mere tilgængelige og rammer stedse dybere. Til sidst er han helt inde og har fat ved hjerterødderne; færdes hjemmevant i de egne, hvor ellers kun ens nærmeste får lov at bevæge sig omkring. Han kan skrive så djævleblændt smukt, at det gør helt ondt at læse. For så at sætte tålmodigheden på hård prøve med en dagbog som “Skyldig?” – “Ikke-Skyldig?” Kun takket de indlagte fragmenter redder man sig igennem med forstanden i behold. Og som Joakim Garff antyder i sin biografi, SAK: måske det netop er meningen med dagbogen, man skal mærke et strejf af vanviddets nat!

Søren var ikke just en mand af få ord, slet ikke på skrift. Når jeg i dag ønsker at hylde ham, både i anledning af de 200 år og for mange gode og udfordrende timer i hans selskab, og leder efter en passende festtale, viser det sig naturligvis, at også den har han selv længst og med stor omhu nedfældet med sin sprudlende pen, netop i Frygt og Bæven:

»Nei! Ingen skal glemmes, der var stor i Verden; men Enhver var stor paa sin Viis, og enhver i Forhold til dets Storhed, han elskede. Thi den, der elskede sig selv, blev stor ved sig selv, og den, der elskede andre Mennesker, blev stor ved sin Hengivenhed, men den der elskede Gud, blev større end Alle. Enhver skal mindes, men Enhver blev stor i Forhold til sin Forventning. Een blev stor ved at forvente det Mulige; en Anden ved at forvente det Evige; men den, der forventede det Umulige, blev større end Alle. Enhver skal mindes, men Enhver var stor alt i Forhold til dets Størrelse, han stred med. Thi den, der stred med Verden, blev stor ved at overvinde Verden, og den, der stred med sig selv, blev større ved at overvinde sig selv; men den, der stred med Gud, blev større end Alle. Saaledes blev der stridt i Verden, Mand mod Mand, Een mod Tusinde, men den, der stred med Gud, var større end Alle. Saaledes blev der stridt paa Jorden: der var den, der overvandt Alt ved sin Kraft, og der var den, der overvandt Gud ved sin Afmagt.«

Udgivet i Filosofi, Filosofiske smuler, Portrætter | Kommentarer lukket til Søren Kierkegaard – i anledning af 200-års dagen

Omsider vår

Udgivet den 1. april 2013 af Per Brahde

Anemone i udspring

Ravnen rå’er fornøjet, spætten hakker en lystig trommehvirvel ud af et gammelt træ, anemonerne titter forsigtigt frem: “Nåda, nu skal vi jo til at brede vor hvide dug ud!”

Og det kribler overalt, så fjerede kræ igen kan finde ‘fugls føde’… Peter skutter sig og forsvinder ilsomt ned i det visne løv fra i fjor: “Ja, mig skal det nu ikke være, jeg vil ha’ våren og sommeren med!”

Edderkop

Udgivet i Natur | Kommentarer lukket til Omsider vår

Balladen om Lars Hedegaard

Udgivet den 23. marts 2013 af Per Brahde

I aften interview på DR2 kl. 22:30 om det herostratisk berømte interview med Lars Hedegaard – sidste søndag, samme kanal. I aften er det Poul Erik Skammelsen fra TV2 News, som for en aften gæster DR2 – med Martin Krasnik i den varme stol.

Imens bedyrer Katrine Winkel Holm på sin blog, at hendes henvendelser til Martin Krasnik og Ulrik Haagerup ikke var i egenskab af DR-bestyrelsesmedlem; nej, fy da: “Man kan sige, at jeg de facto har været en slags kommunikations-medarbejder i Trykkefrihedsselskabet,” skriver hun fro og frejdigt.

Det må således antages at være et tilfælde, når hendes faderlige våben- og meningsfælle, Søren Krarup, har haft et vældigt sving i både pen og galde i anledning af samme “Mordforsøg for åben skærm“, som han i Berlingske.dk blandt andet har kaldt interviewet.

Ole Hyltoft, næstformand i DR’s bestyrelse, forsikrer sukkersødt: “Det sker, at jeg i min glæde og i min ansvarsfølelse for DR nu og da – der kan gå måneder imellem – skriver en opmuntrende mail til en DR-medarbejder, som jeg synes har gjort et godt stykke arbejde.” Så det agter hr. Hyltoft ufortrødent at fortsætte med.

Trods en klar udmelding, rejst i kølvandet efter sidste søndags bataljer, fra formanden i DR’s bestyrelse, Michael Christiansen: “Hvis et bestyrelsesmedlem ønsker at fremføre kritik over et program, er kommandovejen gennem bestyrelsesformanden, der herefter retter henvendelse til generaldirektøren.”

Forvirret? Så glæd dig til næste afsnit! Og glem alt om Lars Hedegaards uklare, undvigende og oftest manglende svar på både dette og hint, for dér samles interessen åbenbart ikke…

Udgivet i Politik, Samfund | Kommentarer lukket til Balladen om Lars Hedegaard

Auschwitz-dag

Udgivet den 27. januar 2013 af Per Brahde

Viktor E. FranklI dag er officiel mindedag for befrielsen af fangerne i Auschwitz den 27. januar 1945. Mange var så svækkede, at de ikke overlevede længe, og næppe nogen slap uden traumer og handicap for resten af livet, mentale såvel som fysiske. Gode grunde til at mindes Holocaust og de andre folkedrab, der har udspillet sig både før og efter 2. verdenskrig, skorter det ikke på: det kan ske igen!

Problemet er, at uhyrlighederne både under Holocaust og fx i Rwanda kan være svære at begribe. Allerede jumbojettens ‘117 ulykkelige’ sprænger evnen til for alvor at lade sig berøre – og anfægte. Først med indsigten i en enkelt af disse kranke skæbner kan vi forstå og begribe rædslen og lemfældigheden for dem, som blev erklæret uønskede: ofre for ’tilfældets høst’, med stor opfindsomhed og velorganiseret systematik ekspederet ud af verden. Vanviddet i den kollektive blodrus, der lod og lader det ske.

En af de få, der overlevede flere års ophold i KZ-lejre, var Viktor E. Frankl (1905-1997), jøde og læge i Wien. Han begyndte at læse medicin i 1923, specialiserede sig senere i neurologi og psykiatri og bevægede sig ud i grænselandet mellem psykologi og filosofi. I første del af bogen og hovedværket Psykologi og Eksistens beretter han om sine både barske og gribende oplevelser i blandt andet Auschwitz. Trods problemer med at skaffe papir lykkedes det ham at føre løbende optegnelser over livet i lejrene, hvor han på nøgtern og faglig basis beskrev sine iagttagelser og tanker. Han mente selv, at kun et brændende ønske om at færdiggøre manuskriptet, egentlig en afhandling påbegyndt før krigen, var årsag til at han stod det hele igennem. Arbejdet gav ham en mening med livet, midt i de rå og brutale dage. Dette, tillige med håbet om gense sin hustru, sine forældre og sin bror, der alle var blevet interneret i lejrene samtidigt med ham selv. Et håb, der blev skuffet: alle i den nærmeste familie døde i lejrene. Udover Frankl selv overlevede kun en søster, der var emigreret til Australien før krigen.

Bogens anden del er af mere teoretisk art og gør rede for den psykologiske skole, logoterapien, som Frankl skabte på baggrund af sine dyrekøbte erfaringer fra helvede på jord. Hovedtanken i denne skole, også kendt som ‘den tredje wienerskole’ er af eksistensfilosofisk karakter, af Nietzsche udtrykt således: “Den, som ved, hvorfor han skal leve, tåler næsten et hvilket som helst hvordan.” Mennesket har ifølge Frankl en ‘vilje til mening’: logos. Når denne vilje frustreres, er det logoterapiens opgave at anvise en vej ud af frustrationen og meningsløsheden.

På baggrund af oplevelserne i koncentrationslejrene var Frankl overbevist om, at selv i den mest absurde, smertefulde, håbløse og umenneskelige situation har livet en mening – og derfor har også lidelsen en mening, midt i elendigheden og fornedrelsen. Med sine tanker knytter han an til ikke mindst Schopenhauer, Nietzsche og Kierkegaard og kan sammenfatte mange af sine væsentlige pointer i denne betragtning:

»Til de ting, der synes at tage meningen væk fra det menneskelige liv, hører ikke blot lidelsen, men også døden, ikke blot nød, men også død. Jeg bliver aldrig træt af at sige, at det eneste virkeligt forgængelige ved livet er mulighederne; i samme øjeblik de realiseres, er de virkelighed; de er reddede og overgivet fortiden, hvor de er bevarede og frelst fra forgængelighed. For i fortiden er intet uigenkaldeligt tabt, men alt er uigenkaldeligt bevaret. Således gør vor tilværelses forgængelighed på ingen måde vort liv meningsløst. Men den udgør vor ansvarlighed, for alt afhænger af, at vi realiserer muligheder, hvis væsen er forgængeligt. Mennesket træffer stadig sit valg inden for mængden af foreliggende muligheder; hvilke af dem skal dømmes til ikke-eksistens og hvilke vil blive virkeliggjort? Hvilket valg skal gøres til en virkelighed én gang for alle, et udødeligt “fodspor i tidernes sand”? Hvert eneste øjeblik må mennesket afgøre, på godt og på ondt, hvordan monumentet over dets eksistens skal være. Som regel lægger mennesket kun mærke til forgængelighedens stubmark og overser fortidens fyldte kornmagasiner, hvor det én gang for alle har bjerget sine gerninger, sine glæder og sine lidelser. Intet kan gøres ugjort og intet kan man blive kvit. Jeg kan sige, at have været er den sikreste måde at være på.«

Udgivet i Filosofi, Historie, Kultur, Pyskologi, Samfund | Kommentarer lukket til Auschwitz-dag

Godthaab Hammerværk, Ridemands Mølle og Guldbækken

Udgivet den 26. november 2012 af Per Brahde

Ridemands Mølle– indtryk fra et par vandringer i området, november 2012 – flere fotos her.

En vandretur mellem Godthaab Hammerværk og Ridemands Mølle giver et godt indblik i mere end 700 års menneskeskabte forandringer af Guldbækkens forløb. Området udgør en af Aalborgs perler, hvor natur og kultur mødes og i skøn samdrægtighed præsenterer både et rigt dyreliv og et enestående kulturlandskab med opstemmede søer, stemmeværker og kanal. Landskabet er desuden præget af de oprindelige engområder og skove, som med kyndig hånd er blevet tilpasset skiftende tiders behov. Et område med betydelige historiske og rekreative værdier venter den besøgende.

Guldbækken har sit udspring i moserne sydøst for Hæsum og løber gennem Godthåb og Svenstrup, inden den efter et samlet fald på hele 37 m løber ud i Østeråen nord for Svenstrup.

Udnyttelsen af rindende vand som energikilde blev først kendt i Danmark i vikingetiden, skønt opfindelsen allerede da var omkring 1000 år gammel, opstået i Middelhavslandene. Vikingetidens møller var primitive skvætmøller med et vandretliggende møllehjul, direkte forbundet med drejekværnen og uden nogen udveksling. Benediktinermunkene bragte i tidlig middelalder mere raffinerede mølleformer til landet, med lodretstående møllehjul, udvekslinger og gear.

Guldbækken har med sit store fald egnet sig godt for vandkraft, og den har da også gennem årene drevet fire møller, hvoraf Ridemands Mølle og Godthaab Hammerværk stadig kan ses; sidste endda i fuldt funktionsduelig stand. Efter de to andre, Vestre Mølle og Svanemøllen, er kun søerne bevaret.

Ridemands Mølle eksisterede allerede i middelalderen. Den ældste kendte skriftlige kilde er et skøde fra 1406; udstedt, da Margrethe I overtog møllen. Den var en af de vigtigste kornmøller på egnen og fungerede en overgang også som stampemølle.

Møllens navn stammer fra en senere ejer, Peder Sørensen Ridemand, herredsfoged i Hornum Herred fra 1537-1544. Tilnavnet ”Ridemand” er en stillingsbetegnelse; det var en ridemands opgave at ’ride markskellene af’, hvis – og når! – der opstod uenighed om deres placering. Og han var bemyndiget til at foretage udlæg hos en skyldner. Betegnelsen ’ridemand’ må ikke forveksles med ’ridefoged’; første var udnævnt af kongen med hjemmel i Danske Lov, mens sidste var herremandens private funktionær, der varetog godsets relationer til bønderne – og ofte var ildeset blandt dem, jf. Holbergs Jeppe paa Bierget.

Mindre end en kilometer nord for Ridemands Mølle etablerede et aalborgensisk konsortium i 1797 endnu en mølle, Papirfabrikken Godthaab, som blandt andet fremstillede indpakningspapir til C.W. Obels Tobaksfabrikker – og gav navn til den omliggende landsby.

Produktionen blev aldrig rentabel, og i 1858 købte den driftige smedemester Christian Zinck den nedlagte fabrik med det formål at flytte Zincks Hammersmedje fra Sejlflod hertil. Det var vandkraften, der lokkede.

Christian Zinck var selvlært som smed. Før han i 1845 indrettede et lille, vanddrevet hammerværk i Sejlflod, havde han været på studietur til Grejsdalens Hammerværk. Rygtet vil vide, at smeden gik til fods den lange vej mellem Nordjylland og Vejle, hvor han ville aflure værkets vanddrevne smedehamre. I 1858 købte Zinck den gamle papirfabrik Godthaab og byggede den om til et større hammerværk. Sønnen Niels, der uddannede sig i København, blev kaldt hjem. Faderen modtog ham med spørgsmålet: “Har du nogen penge, Niels?” Sønnike måtte da låne faderen 50 rigsdaler til at få bragt papirerne i orden. Måske dette gjorde Niels noget usikker på fremtiden, men vandhjulet på hammerværket kom dog hurtigt op i omdrejninger.

Sammen med sønnen Niels lykkedes det Christian Zinck at udvikle hammerværket til en ganske betydelig virksomhed indenfor produktion af redskaber og værktøj til landbrug og håndværk.

I 1868 gik ejeren af Ridemands Mølle fallit, og møllen blev solgt ved tvangsauktion til Christian Zinck, der på den måde skaffede sig fuld kontrol over hele systemets vandkraft. Han begyndte nu opførelsen af Zincks Kanal, og de gamle vandhjul blev afløst af effektive turbiner. Et af turbinehusene er bevaret og kan stadig ses i området.

I slutningen af 1980erne overtog Fiskars virksomheden og overlod de gamle bygninger til den selvejende institution: Museet “Godthaab Hammerværk”. I dag er Hammerværket med sine ældste bygninger, maskiner og vandkraftanlæg restaureret, og en fast udstilling viser de redskaber og værktøjer, hammerværket har fremstillet siden starten i 1858.

Også Ridemands Mølle er i dag museum, ejet af Aalborg Kommune. I hovedbygningen er indrettet en udstilling med værker af maleren og forfatteren Anders Hune (1894-1968).

Udgivet i Historie, Kultur, Natur | Skriv en kommentar

Blicher – en mesterfortæller

Udgivet den 11. oktober 2012 af Per Brahde

Steen Steensen BlicherI dag kunne Steen Steensen Blicher være fyldt 230 år, var det ikke, fordi han længst har ombyttet sine elskede hedestrækninger med de evige jagtmarker. Et markant forfatterskab, som nok er af svingende kvalitet, men ubestrideligt stadig er værd at støve af, både for den fortættede atmosfære og stemning, han mestrede som få andre, og for den raffinerede og hypermoderne leg med fortællerpositioner, som i nedenstående lille citat fra “Røverstuen”. En novelle, hvor fortælleren jævnt ofte taler direkte til læserne – og dermed lader teksten pege på sig selv som tekst, en metatekst…

“Højstærede Læsere og Læserinder! Saamange, som tage denne sandfærdige Historie i Haanden! for deres egen Skyld vil jeg raade dem: ikke at læse det Efterfølgende i Eenrum og ved Lys; men ere de flere, skader det ikke, at de rykke saa nær sammen som muligt – der kommer en Spøgelsehistorie!”

Udgivet i Historie, Kultur, Litteratur, Portrætter | Kommentarer lukket til Blicher – en mesterfortæller

Karen Blixen – en eksotisk fugl

Udgivet den 7. september 2012 af Per Brahde

Karen BlixenI dag er det 50 år siden Karen Blixen (17.4.1885 – 7.9.1962) døde. Hun efterlod sig et i omfang beskedent forfatterskab: fire bind fortællinger, en selvbiografisk roman med et lille efterskrift, en marionetkomedie og en håndfuld essays – foruden et illegitimt barn, en krimi, som forfatteren ikke gerne lyste i kuld og køn trods dens indlysende kvaliteter. På en bogreol syner det ikke af meget, heller ikke når et par posthume udgivelser af efterladte fortællinger og breve stilles ved siden af.

I samtiden var hun dog særdeles kendt, ikke mindst takket den fra radio og TV kendte særegne stemme og spinkle fremtoning, og man kan næppe hævde andet, end at stor bevågenhed og en vis anerkendelse blev hendes forfatterskab tildel, siden hun hele seks gange (så vidt vides) blev indstillet som kandidat til nobelprisen; blandt andet i 1954, hvor Ernest Hemingway snuppede den med et ærbødigt buk.

Først og sidst var hun dog en kontroversiel skikkelse: til samme tid både elsket, omstridt og omdiskuteret blandt læsere i almindelighed, som hun var udskældt og ombejlet af kollegaer og litterater i særdeleshed. Som de fleste enspændere blev hun sjældent mødt uden et vist forbehold, ofte af ironisk og let nedladende karakter. Det samme gjaldt anerkendelsen: den kom, men forblev med få undtagelser reserveret og kølig. En forfatter, der tilsyneladende hyldede feudaltidens og aristokratiets værdier, passede ikke rigtigt ind nogetsteds i det borgerlige Danmark. Skulle – og kunne! – man virkelig tage baronessens kætteri alvorligt?

Tydeligvis en stor drømmer og gøgler af Guds nåde, derom kunne man næppe være i tvivl; med Afrikas vibrerende liv og våren ind over det vinterlige Danmark bredte varmen sig: der var andet og mere end grandiost vid og vildtvoksende fantasi at finde i og især mellem linierne; akkurat den trøst, Sophus Claussen i ”Afrodites Dampe” paradoksalt nok finder her: „Selv om alting brister, er der / Trøst at øse – / i Tragedien, hos de store / trøstesløse.” (Djævlerier)

En styrke, der springer ud af et ukueligt livsmod og en lidenskabelig vilje til at se tilværelsen ret i øjnene; også, når livet står i nederlagets og undergangens tegn: et amor fati, hvor man med Kasparsen magter „at grine igen, naar Djævelen griner ad os.“ (Syv fantastiske Fortællinger) Men hverken melodi eller instrumentering var kendt og agtet i en tid, hvor først naturalismen og siden socialrealismen havde glemt tragediens æstetiske retfærdiggørelse af tilværelsen til fordel for en etisk; med myten anbragt på plejehjem og eventyret forvist til barnekammeret havde vi på godt og ondt fået ’den affortryllede verden’ – når det ikke lige gjaldt H.C. Andersen og andre særligt udvalgte, herunder kredsen omkring tidsskriftet Heretica, som Blixen i fri flugt strejfede med sit kosteskaft.

Måske var Blixen som få andre bevidst om dette, og hun ønskede midt i sin hang til ’fun’ at blive taget alvorligt; just sådan, som Piet Hein udtrykker det i et kendt gruk: „Den, som kun / tager spøg for spøg / og alvor / kun alvorligt, / han og hun / har faktisk fattet / begge dele / dårligt.“

Men lad Blixen selv få det sidste ord med en kort maksime. Den optræder første gang i ”Eneboerne”, udgivet af en meget ung Blixen i tidsskriftet Tilskueren 1907, og den findes nedfældet af den aldrende Blixen på en papirlap dateret ”Rungstedlund Sept. 1961”; ordene synes således at have fulgt hende livet igennem:

„Vi maa præge Livet, mens vi har Magt over det, at det ikke skal lukke sig, naar vi gaar ud af det, uden Spor. –“

Udgivet i Historie, Kultur, Litteratur, Portrætter | Kommentarer lukket til Karen Blixen – en eksotisk fugl

Frejas træ

Udgivet den 14. juli 2012 af Per Brahde

Lind, blade og blomsterOg nu blomstrer linden, kærlighedens træ, Frejas træ. Således kaldet for dens hjerteformede blade… Blomsterne kan tørres og bruges til lindete. Har man mere brug for et træben, er linden også hofleverandør, da veddet næsten ikke ‘arbejder’ og dermed er meget stabilt. Man skal dog selv svinge det, træbenet…

Lind kan blive gammel, mindst 300 år under gode forhold, og kan nå højder omkring 30 meter. Den kendes nemt på sine hjerteformede blade, og hvor træet står frit, har også kronen den markante hjerteform.

Lind findes i flere arter, hvor den naturligt forekommende i Danmark er småbladet lind, som indvandrede meget tidligt efter den sidste istid. Den har således været almindeligt forekommende i danske skove siden omkring år 7.500 f.Kr. og var i årtusinder den dominerede træart. I dag har lind ikke længere den store betydning for skovbruget, den bruges mest i naturskove, læhegn og som underplantning. Derimod er den meget anvendt i parker og langs gade og vej, da den er stormfast og nøjsom og tåler beskæring som få andre træer. Du kan læse nærmere om lind blandt andet her.

Udgivet i Natur | Kommentarer lukket til Frejas træ

Nådsensbrød

Udgivet den 11. juli 2012 af Per Brahde

Johanne Schmidt-Nielsen er vred

Christian Kock, professor i retorik ved KU, har begået en kronik om raseriets retorik, hvor han giver Johanne Schmidt-Nielsen tørt på for vreden og indignationen efter det uventede skatteforlig med VK den 22. juni 2012. Almindeligvis har jeg stor respekt for Christian Kocks analyser af retorikkens virkemidler, men her trækker Kock blandt andet en parallel mellem Bertel Haarders vrede over at misse julegrøden – og JSN’s indignation over, at et tiår med VKO i mangt og meget synes at stå ved magt og uanfægtet blive fortsat under den nuværende regering.

Min egen umiddelbare vurdering var noget anderledes i en status på Facebook: ”Sådan ser en rigtig skattepige ud. Og når hun råber lidt højt, får jeg kun mere respekt for hende; der er alt rigeligt med godtfolk på tinge, som har munden fuld af uld… Eller har fået den lukket!”

Under VKO var det bestandigt den ‘stramme, men fair udlændingepolitik’, der gang på gang fik et tvist. For at redde endnu en finanslov i hus. Lige et nøk mere og så endnu ét. Fokus er under den nuværende regering i højere grad sat på ‘de ydende’ versus ‘de nydende’. Princippet er blot uforandret det samme: at udpege syndebukke for alle rigets fortrædeligheder!

Her overser Kock måske et væsentligt aspekt af, hvor galden flød fra for JSN? Ikke fra en gang risengrød, men fra en stadigt mere skæv kurs, hvor der i uhørt grad lefles for ‘de hårdarbejdende’, som troligt smører deres ‘leverståhej’ hver morgen. Uagtet, at det egentlige problem er en betydelig kø af mennesker, som må tage til takke med at spise nådsensbrød…

Nogle mener så, at den kost er meget for let at fordøje. En opfattelse, der nok trives bedst, når man ikke selv har prøvet at søbe af Fattiggårdens tallerkner. Mens de mange, der forgæves har anglet efter en plads ved ’de ydendes’ mere veldækkede bord, kan finde den både hård at bide og tung at fordøje. Hvorom alt er; næste valg – og det kan se ud til at være nært forestående – vil formentlig vise, om en ellers kompetent Christian Kock alligevel har overset et par vigtige ingredienser i retorikkens varme grød.

Udgivet i Politik, Samfund | Kommentarer lukket til Nådsensbrød